Serie A er tilbage, bolden ruller atter i Italien
Den kommende weekend er italiensk fodbold tilbage efter sommerferien. Den bedste række serie A starter lørdag kl. 18, hvor Chievo får besøg af mestrene fra Juventus.
Sommerens transfervindue har været det mest interessante i flere år. Om det er Ronaldo-effekten, skal være usagt, men under alle omstændigheder er det gode tegn for fodbolden i støvlelandet.
Køb din italienske fodboldtrøje hos Unisport
Unisport har et stort udvalg af nye fodboldtrøjer fra de italienske klubber i serie A. Tilmed sælges en del retrotrøjer. Herudover finder du hele sæt, strømper og andre merchandises. Hvis du handler via linket til Unisport på min blog får jeg en lille provision. Den er med til at drive denne blog. Dit køb bliver ikke dyrere (reklamelink).
Dette blogindlæg er rigtig langt. Her følger en gennemgang med fokus på vigtigste tilføjelser og nyheder i alle 20 serie A-klubber forud for sæsonen 2018-2019.
Du kan se hvilken træner, der har siddet længst og hvilket stadion der har plads til flest tilskuere. Desuden er det interessant at rigtig mange klubber har skiftet deres målmand i dette transfervindue. Endelig er der naturligvis fokus på de danske spillere, hvor der er kommet nye til.
Gennemgangen er foretaget i alfabetisk rækkefølge, hvor jeg også opsætter mit bud på klubbernes slutplacering. Nederst kommer jeg med mit endelige bud på den endelige stilling efter sæsonen.
Da transfervinduet først lukker fredag den 17. august kl. 20, dagen før serie A starter, er alle transfers naturligvis ikke med i denne optakt, men jeg opdaterer artiklen løbende den sidste uge op til sæsonstart. Der skal nok komme nogle spændende transfers op til lukketid.
Atalanta (opdateret 170818)
Træner: Gian Piero Gasparino (juni 2016)
Stadion: Atleti Azzurri d’Italia (24.726 tilskuere)
Placering: 7-12
Atalanta Bergamasca Calcio fra regionen Lombardiet endte sidste sæson på syvendepladsen og er med i Europa League den kommende sæson.
Som det ser ud lige nu er Andreas Cornelius også at finde hos “nerazzurri” i den kommende sæson, selvom der var været rygter fremme om et skifte til Udinese. I hans første sæson i serie A scorede den tidligere FCK-spiller 3 mål i 23 optrædener.
Duvan Zapata er kommet til fra Sampdoria som konkurrent til Cornelius. Til gengæld har klubben mistet Cristante til Roma og Andrea Petagna til Spal.
Til midtbanen er hentet polske Arkadiusz Reca hos Wisla Plock samt Mario Pasalic, der er lejet i Chelsea. I sæsonen 2016/17 spillede kroaten for Milan.
På transfervinduets sidste dag, gik der rygter om, at Atalanta var ved at hente den danske forsvarsspiller Frederik Sørensen, er spiller i Køln. Sørensen har en fortid hos Juventus, Bologna og Hellas Verona inden skiftet til Køln.
Bologna (opdateret 110818)
Træner: Filippo Inzaghi (ny)
Stadion: Renato Dall’Ara (38.279 tilskuere)
Placering: 13-17
Bolognas største transfer denne sommer skal måske findes på bænken. Filippo Inzaghi er ny mand i spidsen for klubben fra Emilia-Romagna. Han kommer fra Venezia, som han var tæt på at føre op i serie A i sidste sæson. Dermed er der et interessant brødre-møde i vente, når Bologna møder Lazio, der har lillebror Simone som træner.
Inzaghi har for alvor rystet posen efter sin ankomst. Hele 17 nye spillere er kommet til mens 7 har forladt klubben.
Federico Santander er kommet til fra FC København. Han ligner en mand, der går direkte ind i startopstillingen sammen med Diego Falcinelli fra Sassuolo, der også er købt til angrebet. De erstatter holdets topscorer fra sidste sæson, Simone Verdi der er solgt til Napoli.
På midtbanen har Bologna forstærket sig med Mitchell Dijks fra Ajax og Federico Mattiello der er købt hos Spal.
Lukasz Skorupski er ny mand mellem stængerne. Han kommer fra Roma. Til gengæld har man sendt Mirante til hovedstaden.
Cagliari (opdateret 110818)
Træner: Rolando Maran (ny)
Stadion: Sardegna Arena (16.233 tilskuere)
Placering: 15-20
Ø-boerne endte sidste sæson som nummer 16 efter at være blevet nummer 11 i forrige sæson som oprykker. Det ligner en sæson, hvor hovedmålet må være overlevelse.
Maran er kommet til efter 3½ år i spidsen for æslerne fra Chievo.
Rutinerede Dario Srna er ny mand i forsvaret. Han kommer fra Shaktor Donetsk efter at have spillet i den urainske klub i hele 15 sæsoner, hvor han også har været anfører. Srna blev i efteråret dømt for doping og han har således en karantæne, der udløber den 23. august 2018.
Fra Chievo i Verona har Cagliari hentet argentinske Lucas Castro for at styrke midtbanen. Kroatiske Filip Bradaric er ligeledes indkøb til midtbanen. Han kommer fra Rijeka.
Holdets topscorer fra sidste sæson med 11 mål Leonardo Pavoletti ser ud til at blive hos Cagliari. Til gengæld tager klubben afsked med en legende. Andrea Cossu stopper karrieren efter 270 kampe, 12 mål og 58 assistents for klubben.
Chievo (opdateret 110818)
Træner: Lorenzo D’Anna (april 2018)
Stadion: Marcantonio Bentegodi (39.211 tilskuere)
Placering: 11-15
D’Anna der er hentet i klubbens eget ungdomssystem fik ansvaret for holdet i foråret og endte med at redde klubben, der flere gange flirtede alvorligt med nedrykningsstregen. Værre gik det for bysbørnene fra Verona, der rykkede ned i serie B.
Angriberen Emanuele Giaccherini har forlænget sin kontrakt til udgangen af 2021. Den tidligere Napoli- og landsholdsangriber bliver en vigtig brik for at sikre “æslerne” en sæson mere i serie A. Ellers har der været ret stille omkring Verona-klubben denne sommer. Klubben har kæmpet med at få de økonomiske rammer i orden, så de kan godkendes til at deltage i serie A. Det er dog på plads.
Forsvareren Luca Rossettini er lånt i Genoa og angriberen Filip Djordjevic, der er hentet efter kontraktudløb i Lazio.
Empoli (opdateret 110818)
Træner: Aurelio Adreazzoli (december 2017)
Stadion: Stadio Carlo Castellani (19.795 tilskuere)
Placering: 15-20
Oprykkerne fra Empoli Football Club blev en suveræn vinder af Serie B og er tilbage i det bedste selskab efter et blot et års fravær. Holdet fra Toscana, vest for Firenze vandt med hele 13 point foran Parma på andenpladsen.
Klubben har fået dansk islæt denne sommer idet Jacob Rasmussen er kommet til fra de norske mestre Rosenborg. Den danske forsvarsspiller har fået en kontrakt for 4 år. Til forsvaret kommer også rutinerede Luca Antonelli til klubben fra Milan.
Holdets og serie B-topscorer med 26 mål, Francesco Caputo ser ud til at blive i klubben mens hans angrebsmakker Alfredo Donnarumma, der scorede 23 mål i sidste sæson er skiftet til Brescia. Til gengæld har Empoli så hentet Antonino La Gumima i Palermo.
Leonardo Capezzi er hentet til midtbanen på en lejeaftale fra Sampdoria, mens den argentinske forsvarer Matias Silvestre er købt samme sted.
Unisport har et stort udvalg af nye fodboldtrøjer fra de italienske klubber i serie A. Tilmed sælges en del retrotrøjer. Herudover finder du hele sæt, strømper og andre merchandises. Hvis du handler via linket til Unisport på min blog får jeg en lille provision. Den er med til at drive denne blog. Dit køb bliver ikke dyrere (reklamelink).
Fiorentina (opdateret 110818)
Træner: Stefano Pioli (juni 2017)
Stadion: Stadio Comunale Artemio Franchi (43.147 tilskuere)
Placering: 5-10
Fiorentina endte sidste sæson på en ottendeplads og meget mere ser det heller ikke ud til at blive for Firenzeklubben i den kommende sæson. Dertil er top6-klubberne for langt foran. Men en kamp om en af de sidste pladser i Europa League er bestemt ikke urealistisk.
Viola får dansk islæt på midtbanen i form af Christian Nørgaard, der er skiftet fra Brøndby til den toscanske hovedby på en 4-årig kontrakt. Desuden har “Viola” lejet kroatiske Marco Pjaca hos Juventus. Til den offensive del er angriberen Gerson lejet i Roma, mens Kevin Mirallas er hentet på samme betingelser hos Everton.
Til målmandsposten er hentet stortalentet Alban Lafont. Trods sine 19 år har han allerede spillet tre sæsoner hos Toulouse.
Frosinone (opdateret 140818)
Træner: Moreno Longo (juni 2017)
Stadion: Stadio Benito Stirpe (16.125 tilskuere)
Placering: 17-20
Klubben fra Lazio-regionen endte som nummer 3 i serie B og var derfor igennem playoff inden pladsen i serie A blev sikret. Her slog Frosinone sicilianerne fra Palermo samlet over de to finalekampe. Frosinone var senest i serie A i sæsonen 2015/16, hvor de fik en enkelt sæson.
Den lille klub der ligger under 100 kilometer sydøst for Rom, har fået bygget nyt stadion i 2017.
Erfarne Marco Sportiello er hentet i Atalanta som ny målmand. Herudover er Edoardo Goldaniga hentet i Sassuolo til at styrke defensiven.
På midtbanen har “giallazzurri” hentet rutinerede folk som Cristian Molinaro hos Torino samt islandske Emil Hallfredsson i Udinese. På midtbanen er også hentet Lorenzo Crisetig hos Bologna.
Kroatiske Stipe Perica får ansvaret for at score målene helt i front. Han har som Hallfresson spillet i Udinese. Perica får selskab af Joel Campbell, som klubben har hentet i Arsenal. Han har spillet 79 landskampe for Costa Rica. Kontrakten i Arsenal har været mest præget af udleje til andre klubber.
Genoa (opdateret 130818)
Træner: Davide Ballardini (november 2017)
Stadion: Stadio Luigi Ferraris (36.599 tilskuere)
Placering: 10-15
Det blev til en 12. plads for Genoa i sidste sæson. Klubben har hentet nogle erfarne folk ind, som gør at klubben næppe kommer i nedrykningsfare, men omvendt heller ikke kommer til at spille med om pladserne i europæisk fodbold.
Federico Marchetti er ny mand i buret hos Genova-klubben “rossoblu” efter at Mattia Perrin er skiftet til Juventus. Han er kommet til efter syv år hos Lazio.
Klubmanden Domenico Criscito er vendt hjem til Genova efter et ophold i Zenit. Han har tidligere spillet mere end 150 kampe for klubben. I forsvaret bliver han supplereret af brasilianske Romulo, der er hentet hos nedrykkerne Hellas Verona samt Lisandro Lopez, der er ejet af Benfica men senest har spillet hos Inter.
Til midtbanen er hentet brasilianske Sandro Raniere hos nedrykkerne Benevento mens Christian Kouame er ny mand i angrebet. Han er hentet i serie B hos Cittadella. Genoa har hentet endnu en angriber i polakken Krzysztof Piantek, der er hentet hos KS Krakow.
Inter (opdateret 140818)
Træner: Luciano Spalletti (juni 2017)
Stadion: Giuseppe Meazza (80.018 tilskuere)
Placering: 1-4
Efter Milanoklubbens fjerdeplads i sidste sæson forventer jeg, at de vil være det bedste bud som udfordrer til Juventus. Holdet er forstærket efter sidste sæson og Spalletti er fortsat på posten. Han har tilmed brugt dette transfervindue til at forlænge sin kontrakt til sommeren 2021
I forsvaret er der kommet nye til. Kwadwo Asamoah fra Juventus, hollænderen Stefan De Vrij fra Lazio samt kroatiske Sime Vrsaljko, der var med til VM. Han er lejet hos Atletico Madrid. Det indikerer et næsten helt nyt forsvar hos milaneserne.
På midtbanen er hentet en markant personlighed i Radja Nianggolan, som Spalletti kender fra sin tid i Roma. Til midtbanen er også hentet Matteo Politano i Sassuolo samt den tidligere Lazio-profil Keita Baldé Diao, der er lejet i Monaco for hele sæsonen og med købsret derefter.
Juventus (opdateret 170818)
Træner: Massimiliano Allegri (juli 2014)
Stadion: Allianz Stadium (41.507 tilskuere)
Placering: 1-2
De forsvarende mestre ligner endnu engang storfavoritten til “scudettoen” i støvlelandet. Markante indkøb med Ronaldo i spidsen underbygger dette.
CR7. Sommerens største transfer i italiensk fodbold, da det blev officielt at Cristiano Ronaldo skifter fra Real Madrid. Ligeledes er forsvarsgeneralen Bonucci tilbage i Torino efter et enkelt år hos Milan, der aldrig blev en succes. Portugiseren Joao Cancelo er ligeledes ny mand i forsvaret hos de forsvarende mestre fra Torino. Han kommer fra spanske Valencia.
Endelig er midtbanenspilleren Emre Can hentet i Liverpool.
4 markante profiler med en del år i klubben har forladt Juve denne sæson. Målmand Gigi Buffon er skiftet til PSG, Lichtsteiner til Arsenal, Higuain der er skiftet til Milan. Endelig har klubmanden Claudio Marchisio fået ophævet sin kontrakt efter 389 kampe for Torino-klubben. Marchisio har været i klubben hele sin karriere på nær en kort afstikker til Empoli tilbage i 2007. Det ventes at han skal på eventyr i udlandet.
Unisport har et stort udvalg af nye fodboldtrøjer fra de italienske klubber i serie A. Tilmed sælges en del retrotrøjer. Herudover finder du hele sæt, strømper og andre merchandises. Hvis du handler via linket til Unisport på min blog får jeg en lille provision. Den er med til at drive denne blog. Dit køb bliver ikke dyrere (reklamelink).
Lazio (opdateret 110818)
Træner: Simone Inzaghi (april 2016)
Stadion: Stadio Olimpico (72.698 tilskuere)
Placering: 4-7
Lazio endte sidste sæson på femtepladsen a point med Inter på fjerdepladsen, der giver plads i Champions League. I stedet må “biancoceleste” nøjes med Europa League. Trods klart mindre budget end klubberne over har Lazio formået at få meget ud af lidt samt skabe nye stjerner undervejs. Sådan ser den kommende sæson også ud.
Erfarne Francesco Acerbi fra Sassuolo er hentet ind til forsvaret sammen med den tidligere Brøndby-spiller Riza Durmisi, der kommer fra Betis i Sevilla på en 5-årig kontrakt.
Hovedstadsklubben har mistet en af sidste sæsons profiler Felipe Anderson, der er skiftet til West Ham. Endvidere ventes i spænding om en anden profil, serberen Sergej Milinkovic Savic bliver på Olimpico. Han scorede 12 mål i sidste sæson og var også med Serbien til VM.
Milan (opdateret 170818)
Træner: Gennaro Gattuso (december 2017)
Stadion: Giuseppe Meazza (80.018 tilskuere)
Placering: 4-7
Milan sluttede sidste sæson på en sjetteplads og er således med i Europa League i denne sæson. Sidst Milan sluttede højere var i 12/13 hvor de vandt bronze.
Optimismen spirrer og der er kommet tro på bedring hos “rossoneri” hen over sommeren, hvor gamle kæmper som Leonardo og Maldini i høj grad har fået ansvaret for at tegne klubben uden for banen. Det er dog tvivlsomt om det allerede er nok til at bringe klubben ind til top 4. Dog er der ingen tvivl om, at de kommer til at spille med om Europa League og måske den fjerde og sidste plads i Champions League.
Gonzalo Higuains skifte fra Juventus til Milan er en solid forstærkning af truppen. Higuain var notorisk målscorer i både Napoli og Real Madrid, så ham skal de nok få god gavn af. Forsvarsspilleren Mattia Caldara er hentet samme sted. Caldara er produkt af Atalantas fodboldakademi. Ind er også kommet Bakayoto, 23-årig fransk midtbanespiller, der er hentet i Chelsea.
Til gengæld har Milan så mistet Leonardo Bonucci der er tilbage i Juve efter kun en enkelt sæson i Milanoklubben. Milan har også sagt farvel til den portugisiske angriber André Silva, der er solgt til Sevilla mens angrebstalentet Manuele Locatelli er sendt til Sassuolo.
På transfervinduets sidste dag har Milan præsenteret backen Diego Laxalt der kommer fra Genoa. Han var med Uruguay til VM. Samuel Castillejo kommer til fra Villareal.
TIL FODBOLD I MODEBYEN: Læs om kampen mellem Milan og Roma 2017
BUDGET: Det koster en fodboldweekend i Milano
Napoli (opdateret 160818)
Træner: Carlo Ancelotti (ny)
Stadion: Stadio San Paolo (60.240 tilskuere)
Placering: 2-4
Der er stilskifte på trænerbænken hvor Carlo Ancelotti er tilbage i italiensk fodbold og ny mand i spidsen efter Sarris skifte til Chelsea. Napoli er de sidste tre sæsoner blevet nummer to eller tre i ligaen, så det bliver spændende, om Ancelotti er manden der kan bringe mesterskabet til SydItalien.
Meret er ny målmand i stedet for Pepe Reina, der er skiftet til Milan. Han kommer dog i stærk konkurrence med columbianske David Ospina, som Napoli har hentet i London hos Arsenal.
Til forsvaret har Napoli købt Kevin Malcuit hos Lille på en 4-årig kontrakt. Fabian Ruiz fra Betis Sevilla er hentet ind til midtbanen, hvor man har sagt farvel til Jorginho, der er taget med Sarri til London.
FODBOLD OG STRØGTUR: Læs miniguide til Napoli
Parma (opdateret 170818)
Træner: Roberto D’Aversa (december 2016)
Stadion: Stadio Ennio Tardini (22. 352 tilskuere)
Placering: 15-20
Parma Calcio 1913 var senest i serie A i sæsonen 14/15, hvor de endte sidst i ligaen. Parma var i 0’erne hårdt ramt af skandalen i Parmalat, virksomheden der var fundamentet bag klubben. Calisto Tanzi var succesmanden bag virksomheden og klubben. Han endte med fængsel og dømt for svindel og hvidvaskning af penge.
Indtil degraderingen i 2015 var klubben med i toppen af Italiensk fodbold og en del af de 7 søstre, som topklubberne kaldtes. I forbindelse med degraderingen blev klubben erklæret konkurs og nedrykket til serie D. 4 oprykninger i træk har banen vejen tilbage til serie A efter andenpladsen i serie B i sidste sæson.
Luigi Sepe er hentet i Napoli som ny keeper. Rutinerede Massimo Gobbi er vendt tilbage til Parma efter 3 sæsoner hos Chievo. Herudover er hentet ligeledes erfarne Bruno Alves fra Rangers. Begge spillere til forsvaret. Til midtbanen er købt Leo Stulac, slovener fra Venezia. Ny mand i front er Cristian Galano, der er hentet i Bari.
Parma har endvidere lejet to spillere hos Napoli. Det drejer sig om Roberto Inglese og Alberto Grassi.
På transfervinduets sidste dag har klubben også hentet den tidligere Roma-angriber Gervinho, der kommer fra kinesisk fodbold.
Roma (opdateret 140818)
Træner: Eusebio Di Francesco (juni 2017)
Stadion: Stadio Olimpico (72.698 tilskuere)
Placering: 1-3
Giallorossi endte sidste sæson på tredjepladsen med stor marginal efter Juventus og Napoli. Roma kommer igen til at spille med om toppladserne i den kommende sæson.
Tidligere FCK-målmand, svenskeren Robin Olsen er ny mand i målet efter salget af Allison til Liverpool.
Argentinske Pastore er hentet tilbage til italiensk fodbold efter en årrække hos PSG. Bryan Cristante fra Atalanta er ligeledes hentet som forstærkning på midtbanen, hvor Roma har mistet en markant profil i Radja Nianggolan. Endvidere har Roma hentet den franske verdensmester Steven Nzonzi i Sevilla.
Til angrebet er hentet Justin Kluivert i Ajax.
TIL FODBOLD I ROM: Sådan får du billet til Roma og Lazios kampe
Sampdoria (opdateret 170818)
Træner: Marco Giampaolo (juli 2016)
Stadion: Stadio Luigi Ferraris (36.599 tilskuere)
Placering: 10-15
Det blev til en tiendeplads for Genova-klubben i sidste sæson og det er også et godt bud på en placering i den nye sæson.
Ind er kommet målmanden Emil Audero fra Venezia. Omar Colley fra Genk forstærker forsvaret, der også har danske Joachim Andersen på holdet.
Til midtbanen har “blucerchiati” hentet Jakup Jankto i Udinese samt Ronaldo Vieira hos Leeds. Der kommer også svensk islæt på Luigi Ferraris idet Albin Ekdal kommer til fra Hamburg. Den svenske VM-spiller han tidligere spillet for Juventus, Siena og Cagliari.
Helt i front er Defrel lånt hos Roma mens Simone Zaza er tilbage i italiensk fodbold efter et ophold i Valencia.
Unisport har et stort udvalg af nye fodboldtrøjer fra de italienske klubber i serie A. Tilmed sælges en del retrotrøjer. Herudover finder du hele sæt, strømper og andre merchandises. Hvis du handler via linket til Unisport på min blog får jeg en lille provision. Den er med til at drive denne blog. Dit køb bliver ikke dyrere (reklamelink).
Sassoulo (opdateret 110818)
Træner: Roberto De Zerbi (ny)
Stadion: Mapei Stadium (23.717 tilskuere)
Placering: 10-15
Den lille klub mellem Parma og Bologna blev nummer elleve i sidste sæson. Det er en af de klubber, der ikke kommer til at spille med om de europæiske pladser og heller ikke kommer i nedrykningsfare.
Gian Marco Ferrari er kommet til i forsvaret efter en sæson hos Sampdoria.
Kevin Prince Boateng, tidligere Milan er kommet fra Frankfurt til midtbanen mens Federico Di Francesco er kommet til fra Bologna. Angriberen Di Francesco er søn af Romas træner Eusebio Di Francesco.
Den tidligere Lyngby-spiller Jens Odgaard er også kommet til klubben denne sommer. Han kommer fra et ophold hos Inters primavera-mandskab, hvor han var med til både at vinde mesterskabet og pokaltitlen. Et spændende skifte, der kan vise om han kan få forløst sit store talent i en klub, hvor der bestemt kommer muligheder for spilletid i løbet af sæsonen. Han er kommet til som en del af den handel med Matteo Politano der er skiftet til Inter.
SPAL (opdateret 110818)
Træner: Leonardo Semplici (december 2014)
Stadion: Stadio Paolo Mazza (13.020 tilskuere)
Placering: 15-20
Klubben fra Ferrara SPAL 2013 endte sin første sæson i serie A nogensinde på 17. pladsen og reddede sig lige netop. Nu venter den anden og svære sæson. Den lille klub har dog ambitioner og er igang med at ombygge stadion med plads til 16.000 siddende tilskuere.
Til forsvaret er hentet Johan Djourou, der var med Schweiz til VM. Mohamed Fares er hentet i Hellas Verona til midtbanen.
Helt i front er Andrea Petagna kommet til fra Atalanta og det er en styrke til den offensive del af holdet.
Torino (opdateret 110818)
Træner: Walter Mazzari (januar 2018)
Stadion: Olimpico Grande Torino
Placering: 6-12
Torino er et rigtig stærkt midterhold. Tre ud af de sidste fem sæsoner er holdet endt som nummer 9. Det ligner noget af det samme i den kommende sæson.
Armando Izzo er købt hos Genoa mens “Il Toro” har fundet Gleison Bremer i den brasilianske klub Atletico Mineiro. Begge forsvarsspillere.
Soualiho Meité er hentet i Monaco som forstærkning til midtbanen. Hertil er Rincon også kommet efter kontraktudløb hos Juventus.
Udinese (opdateret 0110818)
Træner: Julio Velázquez (ny)
Stadion: Dacia Arena (25.132 tilskuere)
Placering: 13-17
Jens Stryger Larsens klub sluttede sidste sæson som nummer 14, men var i perioder faretruende tæt på nedrykningsstregen. Stryger Larsen der er en del af forsvaret spillede masser af kampe i sidste sæson og sådan ser det også ud i den kommende. Men med ny træner skal sæsonen lige igang. Stryger Larsen kom til Udine i sommeren 2017 og har kontrakt til 2021.
Argentinske Juan Musso er ny mand i målet hos Udinese. Han er kommet til fra Racing Club i hjemlandet.
Ghanesiske Nicholas Opoku er hentet i tunesisk fodbold til at styrke forsvaret.
Hos mestrene Juventus har friulianerne hentet Rolando Mandragora som en solid forstærkning af midtbanen.
Angrebet bliver tilført argentinske Ignacio Pussetto. Han er hentet i hjemlandet hos klubben Huracan.
Unisport har et stort udvalg af nye fodboldtrøjer fra de italienske klubber i serie A. Tilmed sælges en del retrotrøjer. Herudover finder du hele sæt, strømper og andre merchandises. Hvis du handler via linket til Unisport på min blog får jeg en lille provision. Den er med til at drive denne blog. Dit køb bliver ikke dyrere (reklamelink).
Mit bud på sæsonen 2018/19
- Juventus
- Inter
- Roma
- Napoli
- Milan
- Lazio
- Fiorentina
- Torino
- Atalanta
- Genoa
- Sampdoria
- Sassuolo
- Chievo
- Udinese
- Bologna
- Spal
- Parma
- Cagliari
- Empoli
- Frosinone
Enig eller uenig ? Du er yderst velkommen til at kommentere herunder.
Rigtig god serie A sæson !!