Stadio Olimpico i Rom
| | | |

Italien europamestre i fodbold 2020

11. juli 2021 blev Italien europamestre – det markerer jeg ved at dele min “LIVE-blog” fra slutrunden, hvor jeg fulgte holdet tæt. Turneringen skulle have været afviklet i 2020, men på grund af corona-pandemien blev den skubbet til året efter.

Italiens nedtur ved Euro 2024 – læs min liveblog fra turneringen her

Velkommen til min side om EM i fodbold 2020 i 2021. Her skriver jeg om EM-slutrunden med fokus på det italienske landshold og kampene i Rom. Læs min liveblog fra start til slut.

Køb din italienske landsholdstrøje her >>

Euro 2020

12. juli – europamestrene hyldes i Rom

De nykårede italienske europamestre er tilbage på italiensk jord. Via Fiumicino-lufthavnen er spillerne ankommet til Rom, hvor de vil blive hyldet. Første mand ude af bussen var anfører Chiellini med guldkrone på hovedet og ikke mindst EM-trofæet.

Kl. 17 mødes spillerne med den italienske præsident Sergio Mattarella i Quirinale-paladset. I øvrigt også sammen med tennisspilleren Matteo Berrettini, der ligeledes i går var den første italiener i en Wimbledon-finale i tennis. Her tabte han dog. Han bliver ligeledes hyldet for den præstation.

Herefter går turen til Palazzo Chigi, hvor spillerne modtages af premierminister Mario Draghi.

Efter de officielle besøg blev spillerne kørt gennem Roms gader i en åben bus, hvor tusindvis af romere var mødt op for at hylde de nye europamestre.

11. juli – Italien vinder EM efter straffesparkskonkurrence

Spøgelset fra den missede VM-kvalifikation i 2018 er glemt. Den italienske landstræner Roberto Mancini i glædestårer har fuldført sit mesterværk.

Selv den italienske præsident Sergio Mattarella havde taget turen fra Rom til London for at se det nationale mandskab tage pokalen med sig retur til støvlelandet. Skadede Spinazzoli var med på krykker for at modtage sin yderst velfortjente medalje. Som den første italienske spiller i øvrigt. Som sidste mand i rækken løftede anfører, capitano Chiellini til sidst trofæet som bevis på sejren.

Italien – England 1-1 (1-0): 1-0 Shaw (2. min.), 1-1 Bonucci (67. min.) Efter 90 minutter og forlænget. Italiens målscorere i straffesparkskonkurrencen: Berardi, Bonucci og Bernadeschi. Belotti og Jorginho brændte.

Italiens hold i EM-finalen mod England: Donnarumma, Di Lorenzo, Bonucci, Chiellini, Emerson (118. min. Florenzi), Barella (54. min. Cristante), Jorginho, Verratti (96. min. Locatelli), Chiesa (86. min. Bernardeschi), Immobile (55. min. Berardi) og Insigne (91. min. Belotti).

Den italienske målmand Gianluigi Donnarumma blev kåret til turneringens bedste spiller.

10. juli – nyheder dagen før EM-finalen på Wembley

Skadede Leonardo Spinazzola er i dag ankommet til London sammen med den italienske trup forud for EM-finalen søndag aften. Truppen ankom kl. 13.19 via Luton-lufthavnen. I morgen den 11. juli er en historisk dag. Det er nemlig dagen, hvor Italien blev verdensmester i fodbold ved slutrunden i Spanien 1982.

9. juli – Fødselsdag i den italienske træningslejr – Vialli fylder 57 år

I 90’erne var makkerparret Vialli og Mancini en giftig duo for Sampdoria og på landsholdet. I dag arbejder de tæt sammen omkring det italienske landshold. Fødselsdagen blev markeret i den italienske træningslejr i Coverciano unden for Firenze. Fødselsdagsgaven forventes inden for 48 timer….

9. juli – 1000 tifosi får lov at rejse fra Italien til Wembley

Den britiske regering har givet lov til, at der kan flyves 1000 italienske fans ind til finalen fra Rom og Milano i specialfly. De 1000 fans må blot være på britisk jord i 12 timer, skal fremvise en test der er højest 48 timer gammel samt gå i 5-dages isolation ved tilbagevenden til støvlelandet.

Til semifinalen var der omkring 10-12.000 italienske fans, primært folk bosiddende i Storbritannien.

7. juli – Italien besejrer Spanien og er klar til EM-finalen mod England eller Danmark

Dagen derpå dvæler den store italienske sportsavis Corriere dello Sport ved, “at Gud var italiensk” i aftes. Det italienske hold havde for første gang under slutrunden svært ved at finde sit eget spil. Her var Spanien i kontrol selvom om “Gli Azzurri” kom betydeligt bedre med i anden halvleg. Avisen ser også sejren som et vendepunkt efter tre års ydmygelse efter holdet kiksede kvalifikationen til VM-slutrunden i 2018.

Den ordinære kamp endte 1-1 efter at Federico Chiesa havde bragt Gli Azzurri foran. Jorginho scorede på det afgørende spark i straffespark-konkurrencen.

Holdet mod Spanien: Donnarumma, Di Lorenzo, Bonucci, Chiellini, Emerson (Tolói 74.), Barella (Locatelli 85.), Jorginho, Verratti (Pessina 74.), Chiesa (Bernardeschi 107.), Immobile (Berardi 61.), Insigne (Belotti 85.)

Italien er klar til sin fjerde EM-finale. Den seneste var i 2012 og her er de eneste to gengangere Chiellini og Bonucci. Finalen spilles på søndag kl. 21.

6. juli – mindst 11.000 italienske tifosi på Wembley

Der ventes mindst 11.000 italienske tilskuere på lægterne, når semifinalen sparkes i gang på Wembley kl. 21. Måske endda endnu flere. Der bliver plads til omkring 60.000 tilskuere på Wembley, der normalt har en kapacitet på 90.000 pladser.

Forventet italiensk startopstilling: Donnarumma, Di Lorenzo, Bonucci, Chiellini, Emerson, Barella, Jorginho, Verratti, Chiesa 84, Immobile, Insigne.

5. juli – Azzurri er ankommet til London

Det italienske landshold ankom mandag til London forud for tirsdagens EM-semifinale mod Spanien på Wembley. Venstrebacken Spinazzola der kom til skade i anden halvleg i kampen mod Belgien er i dag blevet opereret af en specialist i Finland. Han ventes ude i mindst et halvt år. “Spina” ventes erstattet af italiens-brasseren Emerson, der til daglig spiller uden for Italien som en af de meget få i den italienske trup, nemlig i London hos Chelsea.

Skal du til Rom ? Få 50 unikke oplevelser i Rom – køb mine e-bøger her >>

4. juli – 2,43 mål i gennemsnit pr. kamp i 37 landskampe under Roberto Mancini

Det italienske landshold sætter den ene rekord efter den anden under dette års EM. Efter den fornemme sejr over Belgien har holdet nu ikke tabt i 32 landskampe i træk – det er ny italiensk rekord. Det er også første gang, at Italien vinder de første 5 kampe (mod Østrig dog først efter forlænget spilletid) ved en EM-slutrunde – 11 scorede mål efter 5 kampe er også ny italiensk rekord.

Roma-spilleren Leonardo Spinazzola er ude op mod et halvt år efter sin skade mod Belgien. Venstrebacken har været en af de absolut mest positive oplevelser på det italienske hold under EM.

Kampen mod Spanien spilles tirsdag aften kl. 21 på Wembley. Duellen dømmes af den tyske dommer Felix Brych. Vinderen møder England eller Danmark i finalen. Den kamp spilles onsdag på Wembley.

Italien – Belgien 2-1 (2-1) 1-0 Barella (31.), 2-0 Insigne (45.), 2-1 Lukaku (45.).

1. juli – Dagen før dagen

Dagen før kvartfinalen mod Belgien spekulerer de italienske sportsaviser blot på to mulige ændringer i den italienske startopstilling. Corriere dello Sport vurderer, at det står 50/50 mellem Acerbi og Chiellini til en plads i det centrale forsvar. Dernæst vurderes, om Federico Chiesa bliver belønnet for sit gode indhop mod Østrig. Det vil i givet fald betyde på bekostning af Berardi.

Der er kickoff fredag aften kl. 21 fra München. Kampens vinder møder vinderen af Schweiz – Italien i semifinalen.

29. juni – Anfører Chiellini ventes tilbage mod Belgien

Efter Frankrigs exit fra EM i aftes har flere bookmakere flyttet Italien helt op blandt de største favoritter til at vinde EM-trofæet. Det sammen med Spanien og England. Dernæst følger Belgien og Danmark. Netop Belgien er italiens næste modstander i kvartfinalen på fredag i München.

Fra den italienske træningslejr i Coverciano uden for Firenze forlyder det, at den italienske anfører Giorgio Chiellini er på vej tilbage og ventes at glide ind i forsvaret ved siden af Bonucci. Også højrebacken Florenzi er klar igen og dermed kan landstræner Roberto Mancini vælge på alle hylder til kampen mod Belgien.

27. juni – Italien slår Østrig efter forlænget spilletid og er klar til Belgien eller Portugal

Det var et italiensk landshold, der aldrig fik tingene til at fungere mod Østrig. Om det var de mange udskiftninger mod Wales, der havde kastet grus i maskineriet skal være usagt. Ret beset havde man blot 15 minutter, der var rigtig gode, nemlig første halvleg af den forlængede spilletid, hvor man satte tingene på plads med mål af de to indskiftede Federico Chiesa og Matteo Pessina.

Federico er søn af Enrico Chiesa som også tidligere har scoret for Italien ved en slutrunde. Det skete mod Tjekkiet ved EM i 1996. Det er første gang i historien at både en far og en søn har scoret ved en EM-slutrunde.

Italien – Østrig 2-1 (0-0): 1-0 Chiesa (95.), 2-0 Pessina (105.), 2-1 Kalajdzic (114.)

Italiens hold mod Østrig: Donnarumma; Di Lorenzo, Bonucci, Acerbi, Spinazzola; Barella (Pessina 67.), Jorginho, Verratti (Locatelli 67.); Berardi (Chiesa 84.), Immobile (Belotti 84.), Insigne (Cristante 108.)

I kvartfinalen på fredag møder Italien vinderen af Belgien/Portugal. Fra Wembley går turen tilbage til Italien og træningscentret i Coverciano uden for Firenze inden turen torsdag går til München, hvor kvartfinalen spilles.

25. juni – Gli Azzurri er ankommet til Wembley

Det italienske landshold er ankommet til London og besøgte fredag Wembley inden kampen mod Østrig lørdag aften kl. 21. På den efterfølgende pressekonference var det en tydelig selvtillidsfyldt landstræner Roberto Mancini, der talte med pressen. “Vi har en meget stærk trup og dem der sidder på bænken, kan komme ind og ændre kampen for os”. “Wembley er et fantastisk stadion med en fantastisk atmosfære – spillerne skal virkelig nyde at spille her, for det er der ikke mange, der får lov at opleve”, udtalte Mancini ifølge den italienske sportsavis Corriere dello Sport.

De fleste italienske sportsaviser venter, at Verratti glider ind i startopstillingen og erstatter Locatelli, der ellers har spillet fremragende. Dermed forventes, at følgende 11 starter på Wembley:

Donnarumma, Di Lorenzo, Bonucci, Acerbi, Spinazzola, Barella, Jorginho, Verratti, Berardi, Immobile og Insigne.

Ud over adgangen til kvartfinalen vil Italien med en sejr være ubesejret i 31 landskampe, hvilket vil være italiensk rekord. Der er endnu ikke scoret mod Italien under EM.

Der ventes minimum 1200 italienske fans på Wembley – primært italienere bosiddende i England.

21. juni – Italien cruisede sig til 1-0 sejr over Wales og tangering af gammel rekord

Uden at imponere vandt de azurblå 1-0 over Wales i en kamp, der gav spilletid til samtlige markspillere i truppen, der endnu ikke har været i aktion under EM. Eneste mand uden spilletid er tredjekeeper Alex Meret fra Napoli, da andenmålmand Salvatore Sirigu fra Torino endda også fik spilletid, da han erstattede Donnarumma kort før tid.

Italien – Wales 1-0 (1-0): 1-0 Pessina (39.).

Italiens hold mod Wales: Donnarumma (Sirigu 89.); Toloi, Bonucci (Acerbi 46.), Bastoni, Emerson; Pessina (Castrovilli 87.), Jorginho (Cristante 75.), Verratti; Chiesa, Belotti, Bernardeschi (Raspadori 75.). 

Med sejren har Italien nu ikke tabt 30 landskampe i træk. Vinder man over Østrig i ottendedelsfinalen, slå man dermed en rekord, der stammer fra 1930’erne. Endvidere er der heller ikke scoret mod det italienske hold siden 1-1 kampen i Nations League mod Holland den 14. oktober 2020.

Italien spiller ottendedelsfinale mod Østrig på Wembley i London på lørdag.

20. juni – Italien skifter næsten hele holdet mod Wales

Efter to 3-0 sejre over Tyrkiet og Schweiz møder Italien Wales – en kamp der gælder førstepladsen i gruppe A. Med sejr eller uafgjort ender Italien på førstepladsen. Kampen spilles på Stadio Olimpico i Rom søndag kl. 18.

I de italienske medier spekuleres i fordelen ved at blive nummer to, da det vil sikre en nemmere vej til Wembley, for ikke tidligt at støde ind i Belgien og Frankrig. Landstræner Mancini dementerer dog, at man naturligvis går efter sejren over waliserne. Når det så er sagt, forventes Mancini, at skifte det meste af holdet til kampen, for at spare spillerne. I den forventede startopstilling er blot tre gengangere fra start-elleveren i de to første kampe, Donnarumma, Jorginho og Insigne.

Italiens forventede startopstilling (4-3-3): G. Donnarumma; Toloi, Acerbi, Bastoni, Emerson; Verratti, Jorginho, Pessina; Bernardeschi, Belotti, Insigne.

Hvis Italien ikke taber, bliver det kamp nummer 30 i træk uden nederlag. Dermed kommer man på omgangshøjde med den nuværende italienske rekord, der stammer fra midt i 1930’erne.

17. juni – 3-0 over Schweiz – endnu en overlegen sejr, hvor specielt Locatelli lyste op

Med sejren over Schweiz i aftes har Italien som det første land sikret sin plads i 16-delsfinalen, inden Wales venter søndag i sidste gruppekamp.

I dagens udgave af sportsavisen La Gazzetta dello Sport, dvæler man ved en historisk rekord, som det italienske mandskab er godt på vej til at slå.

Det er 33 måneder siden Italien sidst tabte en landskamp, i Nations League i 2018 mod Portugal.

Siden da har holdet spillet 29 kampe uden nederlag. Rekorden i italiensk fodbold er 30 kampe uden nederlag – den stammer helt tilbage fra 1936 under Vittorio Pozzo, der var træneren bag de italienske verdensmestre i 1934 og 1938.

Med målet til 3-0 har Immobile nu scoret 8 mål på landsholdet, mens Mancini har været landstræner – Belotti har også scoret otte mål.

Den italienske keeper Donnarumma har nu holdt målet rent i 785 minutter. Herfra er der dog stadig nogle kampe op til den italienske rekord som er 1143 minutter. Den har legendariske Dino Zoff fra 1972-74.

Italien – Schweiz 3-0 (1-0): 1-0 Locatelli (26.), 2-0 Locatelli (52.), 3-0 Immobile (89.).

Italiens hold mod Schweiz: Donnarumma; Di Lorenzo, Bonucci, Chiellini (Acerbi 24.), Spinazzola; Barella (Cristante 87.), Jorginho, Locatelli (Pessina 86.); Berardi (Tolói 70.), Immobile, Insigne (Chiesa 69.)

Italien spiller sidste rundekamp mod Wales på søndag kl. 18.

15. juni – Petkovic’s Schweiz venter i Rom onsdag kl. 21

Onsdag tages der hul på anden runde i gruppespillet, når Italien møder Schweiz på Stadio Olimpico i Rom kl. 21. Mens Italien overbeviste med 3-0 over Tyrkiet kommer Schweiz til Rom med 1-1 mod Wales i bagagen. Schweiz trænes af den tidligere Lazio-træner Vladimir Petkovic.

Hvor Italien i kampen mod Tyrkiet havde status af udehold og derfor stillede op helt i hvidt, får holdet i kampen mod Schweiz status af hjemmehold og stiller derfor op i den klassiske azurblå trøje.

Italiens forventede startopstilling (4-3-3):

Donnarumma; Di Lorenzo, Bonucci, Chiellini, Spinazzola; Barella, Jorginho, Locatelli; Berardi, Immobile, Insigne.

Di Lorenzo der erstattede Florenzi i kampen mod Tyrkiet, ser ud til at glide ind i startopstillingen i stedet for en skadet Florenzi. Det ligner eneste ændring fra landstræner Mancini.

12. juni – Italien overlegen i 0-3 sejr over Tyrkiet i første kamp

Romas Leonardo Spinazzola var den helt store oplevelse, da Italien fik en solid og stensikker sejr over Tyrkiet. Venstrebacken var fadder til Immobiles mål til 0-2 og gennem hele kampen blev italiens største chancer skabt fra gennembrud i venstre side.

Det var meget sigende, at den italienske landstræner Mancini allerede i pausen udskiftede Florenzi med Di Lorenzo på højrebacken, hvor der intet blev skabt fremadrettet. Det viste sig efterfølgende, at Florenzi er skadet og ude mod Schweiz.

Kreativt og offensivt spil samt en defensiv, der overhovedet ikke blev testet. Det var billedet gennem hele kampen, selv om målene først kom efter pausen. 0-3 var ikke ét mål for lidt.

Italien har nu vundet 9 kampe i træk uden at lukke mål ind, målscore 28-0.

Tyrkiet – Italien 0-3 (0-0) 0-1 Demiral (selvmål) (53.), 0-2 Immobile (66.), 0-3 Insigne (79.)

Italiens hold mod Tyrkiet: Donnarumma; Florenzi (Di Lorenzo 46.), Bonucci, Chiellini, Spinazzola; Barella, Jorginho, Locatelli (Cristante 74.); Berardi (Bernardeschi 85.), Immobile (Belotti 81.), Insigne (Chiesa 81.)

Italien spiller næste kamp mod Schweiz på onsdag kl. 21.

11. juni – Totti, Nesta, Mattarella og Bocelli er med ved åbningsceremonien

Så er tiden kommet og EM sparkes i gang på Det Olympiske Stadion i Rom, hvor den første kamp spilles mellem Italien og Tyrkiet kl. 21.

Inden da vil den verdensberømte italienske tenor Andrea Bocelli synge “Nessun Dorma” som en del af åbningsceremonien. Jetfly fra Frecce Tricolori vil flyve ind over station og udspy røg i farverne fra det italienske flag. De to fodboldlegender Francesco Totti og Alessandro Nesta vil byde fans velkommen tilbage på stadion. 24 atleter vil desuden bringe 24 store fodbolde ind på stadion som symbol for de 24 deltagende nationer. Den italienske præsident Sergio Mattarella vil følge med fra tilskuerpladserne.

10. juni – Det italienske landshold er ankommet til Rom uden Pellegrini

Torsdag ankom hele landsholdet til Roms hovedbanegård Termini med tog i den klassiske italienske blå farve. Det var desværre uden Lorenzo Pellegrini, der desværre er blevet skadet. Han kommer dermed ikke til at spille EM på sin egen hjemmebane, hvor han normalt tørner ud for AS Roma og er anfører for holdet. Han er også født i den italienske hovedstad. Som erstatning for Pellegrini har den italienske landstræner udtaget Fiorentinas Gaetano Castrovilli.

10. juni – dagen før dagen er historisk i støvlelandet

Dagen inden EM sparkes i gang på det Olympiske Stadion i Rom, er historisk for den fodboldglade nation. På denne dato i 1968 vandt Italien sin hidtil eneste EM-titel, da man på selvsamme stadion som dette EM’s åbningskamp slog Jugoslavien 2-0. De to hold havde 48 timer tidligere spillet 1-1 og måtte derfor ud i kamp 2 for at afgøre mesterskabet. Det skal med, at Italien først udlignede til 1-1 ti minutter før slutfløjt. Italiens to mål i 2-0 sejren blev scoret af Pietro Anastasi og Gigi Riva.

Det italienske hold i 1968-finalen: Dino Zoff, Facchetti (anfører), Rosato, Salvadore, Guarneri, Burgnich, De Sisti, Mazzola, Riva, Anastasi og Domenghini.
Ingen udskiftninger i kampen
Italiens træner: Ferruccio Valcareggi

9. juni – Gli Azzurri drager fra Coverciano til Rom

Onsdag har det italienske landshold sidste dag på fodboldforbundets nationale træningscenter i Coverciano ved Firenze. Her har de forskellige italienske fodboldlandshold haft base siden 1958. Torsdag går turen mod Rom i et tog, helt malet i blåt. Fredag aften vil omkring 17.000 fans tage mod holdet på Olimpico. Det bliver en helt ny oplevelse både for spillere og fans, da det næsten er 14 måneder siden, at der sidste var fans på lægterne i Italien.

4. juni – perfekt italiensk generalprøve i Bologna

Et overbevisende italiensk landshold slog Tjekkiet 4-0 i sidste test på Stadio Dall’ Ara i Bologna. De italienske mål blev scoret af Immobile, Barella, Insigne og Berardi.

Med sejren har Italien slået en rekord. Man har nu vundet otte kampe i træk uden at modstanderen har scoret, så det er et hold fyldt med selvtillid, der tager mod Tyrkiet i første EM-kamp på Stadio Olimpico i Rom på fredag.

Den italienske startopstilling (4-3-3) mod Tjekkiet, som formentlig kommer til at ligne startformationen mod Tyrkiet: Donnarumma; Florenzi, Bonucci, Chiellini (anfører), Spinazzola; Barella, Jorginho, Locatelli; Berardi, Immobile, Insigne.

Den store overraskelse i den italienske trup, Giacomo Raspadori fik sin debut, da han 12 minutter før tid erstattede Berardi.

3. juni – Pessina erstatter Sensi i den italienske trup

Inters Stefano Sensi der er klubkammerat med Christian Eriksen bliver ikke klar til EM, efter hans muskelskade. Den italienske landstræner har i stedet udtaget Atalantas Matteo Pessina, der er klubkammerat med en anden dansk landsholdsspiller Joachim Mæhle.

Fredag den 4. juni spiller Italien sidste test mod Tjekkiet – en kamp der vil give indikationer om, hvorledes Mancini ønsker at stille holdet til åbningskampen på Stadio Olimpico næste fredag mod Tyrkiet.

2. juni – Mancini: “Raspadori er vores Rossi”

Den største overraskelse i den italienske EM-trup er uden tvivl Sassuolos Giacomo Raspadori, der endnu har sin første landskamp til gode. Den 21-årige angriber har endnu blot optrådt på italiens forskellige U-landshold.

Om udtagelsen siger den italienske landstræner til Gazzetta dello Sport “Raspadori kan blive vores Rossi” og hentyder til Paolo Rossi, der blev topscorer ved VM i 1982, da Italien sikrede sig titlen. Rossi scorede 6 mål efter ikke at have vist det store fra sig i de første kampe. Raspadori tog pladsen foran et andet talent Moise Kean.

1. juni – Mancini udtager den italienske trup ved stort TV-show

På bedste italienske manér, blev EM-truppen offentliggjort under tv-showet “Notte Azzurra” på Rai Uno tirsdag aften. Her følger de 26 spillere, der skal sikre guldet til støvlelandet. Tallene i parentes er spillernes trøjenumre under EM.

Målmænd: Gianluigi Donnarumma (21) (Milan), Alex Meret (26) (Napoli), Salvatore Sirigu (1) (Torino).

Forsvarere: Francesco Acerbi (15) (Lazio), Alessandro Bastoni (23) (Inter), Leonardo Bonucci (19) (Juventus), Giorgio Chiellini (3) (Juventus), Giovanni Di Lorenzo (2) (Napoli), Alessandro Florenzi (24) (PSG), Leonardo Spinazzola (4) (Roma), Rafael Toloi (25) (Atalanta), Emerson Palmieri (13) (Chelsea).

Midtbanespillere: Nicolò Barella (18) (Inter), Bryan Cristante (16) (Roma), Manuel Locatelli (5) (Sassuolo), Lorenzo Pellegrini (7) (Roma), Stefano Sensi (12) (Inter), Marco Verratti (6) (PSG), Jorginho (8) (Chelsea).

Angribere: Andrea Belotti (9) (Torino), Domenico Berardi (11) (Sassuolo), Federico Bernardeschi (20) (Juventus), Federico Chiesa (14) (Juventus), Ciro Immobile (17) (Lazio), Lorenzo Insigne (10) (Napoli), Giacomo Raspadori (22) (Sassuolo).

Den 17. maj forlængede den italienske landstræner Roberto Mancini sin kontrakt med det italienske fodboldforbund frem til 2026.

14. april – UEFA godkender Rom

UEFA har officielt sagt god for, at der spilles EM-fodbold på Det Olympiske Stadion i Rom. Det er sket efter, at den italienske regering har lovet, at der spilles med tilskuere på lægterne – minimum 25% af den samlede kapacitet på Olimpico. Ifølge Gazzetta dello Sport kan der hermed lukkes 17.457 tilskuere ind til hver kamp.

Bliv klædt på til slutrunden

Unisport.dk forhandler et stort udvalg af fodboldtrøjer og EM-merchandise fra alle de deltagende lande ved EURO 2020. Hvis du køber via linket til Unisport i denne artikel, modtager jeg en mindre provision, som jeg bruger til at udvikle bloggen. Tak.

Overblik: 4 kampe på Olimpico i Rom

Italiens tre indledende kampe samt en kvartfinale spilles i Rom.

11. juniTyrkiet – Italienkl. 21.00Gruppe A
16. juniItalien – Schweizkl. 21.00Gruppe A
20. juniItalien – Waleskl. 18.00Gruppe A
3. julikvartfinalekl. 21.00

Frem mod slutrunden

Det planlagte Europamesterskab (EM) i fodbold 2020 skilte sig ud, da der ikke blot som tidligere skulle være et eller flere værtslande. Ved denne slutrunde var meningen, at der skulle spilles kampe i 12 værtsbyer i 12 lande spredt over Europa.

Det europæiske fodboldforbund UEFA, der arrangerer turneringen fyldte nemlig 60 år i 2020 og derfor havde man valgt en anden form for afholdelse. Det satte Covid-19 dog en stopper for. I første omgang.

Sommerens turnering vil fortsat gå under navnet Euro 2020 selvom den afvikles i 2021.

Danmark spiller derfor sine tre indledende kampe i Parken i København. Det Olympiske Stadion, Olimpico i Rom er vært for åbningskampen mellem Tyrkiet og Italien den 21. juni 2021. Udover Italiens tre gruppekampe skal der også afvikles en kvartfinale her.

Udover København og Rom skal der spilles i følgende 9 byer: Amsterdam, Baku, Bukarest, Budapest, Glasgow, London, Monaco, Sevilla og Sankt Petersborg.

INDEN 2022: FÅ OVERBLIK OVER HELE ITALIENS VM-HISTORIE HER

Overblik: Italien lavede rent bord på vej til EM

Gli Azzurri var helt suveræne i sin kvalifikationspulje. 10 kampe – 10 sejre og en målscore på 37-4. Herunder kan du se resultater og italiens målscorere.

23.03.19, Dacia Arena UdineItalien – Finland 2-0Barella, Kean
26.03.19, Stadio Tardini, ParmaItalien – Liechtenstein 6-0Sensi, Verratti, Quagliarella 2, Kean, Pavoletti
08.06.19, AthenGrækenland – Italien 0-3Barella, Insigne, Bonucci
11.06.19, Juventus Stadium, TorinoItalien – Bosnien 2-1Insigne, Verratti
05.09.19, YerevanArmenien – Italien 1-3Belotti, Pellegrini, selvmål
08.09.19, TampereFinland – Italien 1-2Immobile, Jorginho
12.10.19, Stadio Olimpico, RomItalien – Grækenland 2-0Jorginho, Bernardeschi
15.10.19, VaduzLiechtenstein – Italien 0-5Bernardeschi, Belotti 2, Romagnoli, El Shaarawy
15.11.19, ZenicaBosnien – Italien 0-3Acerbi, Insigne, Belotti
18.11.19, Stadio Renzo Barbera, PalermoItalien – Armenien 9-1Immobile 2, Zaniolo 2, Barella, Romagnoli, Jorginho, Orsolini, Chiesa

Åbningskamp på Stadio Olimpico i Rom

Da åbningskampen spilles i Rom er det således også her at den traditionelle åbningsceremoni vil finde sted.

Stadio Olimpico har en gloværdig historie. OL 1960. VM-finalen i 1990. Fire europæiske klubfinaler, herunder Champions League finalen i 2009 er blot nogle af højdepunkterne.

AS Roma spillede sin første kamp på Olimpico den 31. maj 1953 – kampen mod Spal endte 0-0. 2 uger tidligere blev Olimpico officielt indviet med en landskamp mellem Italien og Ungarn.

Samme år sluttede cykelløbet Giro d’Italia-etapen Napoli – Roma også på Stadio Olimpico.

Det var først op til VM 1990, at der kom tag på stadion. Under restaureringen af stadion spillede Lazio og Roma sæsonen 1989/90 på Stadio Flaminio, som i dag får lov at stå faldefærdigt hen.

Husk at blive klædt på til EM

Unisport.dk forhandler et stort udvalg af fodboldtrøjer fra alle de deltagende lande ved EURO 2020. Hvis du køber via linket til Unisport i denne artikel, modtager jeg en mindre provision, som jeg bruger til at udvikle bloggen. Tak.

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.