Rom TOP 10 oplevelser

TOP 10 – mine favoritsteder i Rom

10 år i marts 2023.

I marts 2023 kunne jeg se tilbage på 10 herlige år med denne blog.

I den anledning må det være på plads med nogle refleksioner over mine 10 favoritsteder i Rom. Denne hitliste rækker tilbage til 1999, hvor jeg besøgte Rom første gang.

Det bliver ikke bare en opremsning. Du kan også læse, hvorfor jeg har stederne med på listen. Der er ikke forskel på om det enkelte sted er nummer et eller ti på listen.

Som Rom-kender vil du måske sige, om ikke det næsten er en umulig opgave, og hertil må jeg svare ja. Der er så mange steder og oplevelser, der kan komme med på listen og den vil selvfølgelig også være forskellig fra person til person.

Min personlige top 10 over de steder i Rom, der gør størst indtryk på mig

Markeder i Rom
De klassiske hvide parasoller over boderne på Campoen

1 – Campoen

Campo de Fiori er et sted, hvor jeg tilbringer mere og mere tid når jeg er i Rom. Markedspladsen er et leben uden lige. Selvom pladsen kan være ganske intens er det også herligt at sidde og betragte den, når sælgerne går i gang med at pakke ned om eftermiddagen og der så hvordan pladsen ændrer sig. Et oplagt sted at hvile benene og få et glas vin eller kaffe på en af caféerne.

2 – Colosseum

Amfiteatret er en af Italiens største seværdigheder med flest besøgende år efter år. Det er samtidig Roms vartegn. Og det forstår man. Det er slet ikke hver gang jeg er inde i arenaen og opleve den, men jeg er forbi hver gang og betragte dette mesterværk. Så enormt. Og tænk på hvor gammelt det er og hvilke hjælpemidler man har i dag, som de ikke havde den gang. Så jeg forstår godt at køen her ved Colosseum er alen lang dag efter dag.

Pantheon på Piazza della Rotonda i Rom
Pantheon på Piazza della Rotonda

3 – Pantheon

Dette monster af en bygning er noget af det ældste du finder i Rom, der fortsat er i brug. Husk at gå hele vejen rundt om byggeriet, så du får indtryk af, hvor stort et byggeri det er. Pantheon stammer fra år 25-27 før Kristus og er opført af kejser Augustus’ søn Agrippa. Først var det tempel og siden kristen kirke. Inden for tæller det for mig, at der er et dansk islæt. Den danske kunstner Bertel Thorvaldsen har skabt relieffet på mindestenen over kardinal Consalvis grav. På pladsen foran Pantheon er der også flere oplagte muligheder for en kop kaffe eller et glas vin for at sidde også nyde det imponerende bygningsværk i det historiske Rom. Læs endnu mere om Pantheon her.

Indgangen til Domitilla-katakomberen

4 – Katakomberne

De underjordiske gravpladser er helt unikke ved Rom. Det er virkelig tankevækkende, hvis du oplever en guidet tur her. Disse oplevelser har gjort stort indtryk på mig. I dag er der blot omkring fem katakombere, der er åbne for offentligheden. Der er omkring 60 katakombere i alt. De fleste åbne underjordiske gravpladser er i Roms sydlige del ved Via Appia Antica. Her ligger tre inden for kort afstand. Nogle steder er der 4-5 etager af gravpladser under jorden. Sammenlagt er der omkring 500 km. lange gange med grave. Du kan læse endnu mere om Roms katakombere her.

5 – Fosse Ardeatine

På dette stille og helt særlige sted fortælles anden akt af to forfærdelige dage i Rom i 1944. Den 23. og 24. marts. Mindelunden er skabt til ære for de 335 italienere, der blev dræbt af tyskerne. Den 23. marts dræbte italienske modstandsfolk 33 tyskere, der kom marcherende i Via Rasella, tæt ved Via del Tritone. Der ses fortsat skudhuller i murene den dag i dag. Tyskerne tog gruelig hævn. Allerede dagen efter blev 335 italienske fanger ført til Fosse Ardeatine og skudt. Du kan læse mere om de to dage her.

Tips til andre aktiviteter på din tur til Rom

Viator tilbyder et stort udvalg af aktiviteter på din ferie i Rom. De tilbyder guidede ture til Vatikanmuseerne, Galleria Borghese, sejlture på Tiberen og meget andet. Klik på linket og se, om du kan finde inspiration hos Viator.  Hvis du køber en aktivitet via mit link, giver dit køb en lille provision til driften af denne blog. Dit køb bliver ikke dyrere.

6 – Santa Maria Maggiore

Basilicaen på toppen af Esquilinerhøjen er og bliver min favoritkirke i Rom. Jeg har ikke været i Rom, før jeg har været forbi her. Roms største kirke til ære for jomfru Marie er opført på det sted, hvor det sneede i august 352. Således fortæller legenden, som altid skal tages med et gran salt, når man ved hvor varm Rom er i august. Begivenheden fejres dog fortsat den dag i dag, hvert år den 5. august. Kirkens betagende guldloft er ifølge legenden belagt med det første guld, der blev hentet af Columbus i Amerika. Under baldakinen nede i krypten ses pave Pius knælende foran relikvieskrinet, der siges at indeholde stykker af gammelt træ fra Jesu krybbe i Betlehem. Ovenover kan man stå og se baldakinen samt guldtaget – denne vinkel betager mig meget. Læs mere om kirken her.

Santa Maria Maggiore i Rom aftenbillede

7 – Den Spanske Trappe

Der er en helt særlig stemning på Piazza di Spagna. Trappen er ubetinget også et af Roms største varemærker. Trappens rette navn er Scalinata della Trinitá dei Monti. Den blev indviet i 1725 af Pave Benedikt XIII. Øverst ligger kirken af samme navn. Klik her og læs endnu mere om trappen og Piazza di Spagna.

Udsigt fra Peterskirken kuppel Cupola
Magisk udsigt over Peterspladsen

8 – Peterskirken og Peterspladsen

Der er stor symbolik i at nærme sig Piazza San Pietro fra Via Conceliazione. Kolonnaderne der åbner sine favnende arme er genialt tænkt af Gian Lorenzo Bernini. Fra kirkens top i kuplen, er der panoramaudsigt over Rom. Først da jeg endelig trådte inden for i kirken første gang i 1999 forstod jeg dens storhed. Jeg havde ofte kigget lidt på midnatsmessen fra kirken på DR1 som afslutning på juleaften. Læs endnu mere om Vatikanet, Peterspladsen og Peterskirken.

9 – Villa Borghese

Byens mest centrale park er en herlig oase. Her højt til loftet og masser at kigge på. Parken blev opført af Borghese-familien. Roms kommune har ejet parken siden 1903. Her er bygninger, skulpturer, monumenter, springvand, og værker af berømte kunstnere omgivet af århundreder gamle træer, damme, haver og store frie rum. Galleria Borghese er en af parkens højdepunkter – det var Borghese-familiens bolig, i dag er her museum. Roms zoologiske have er også en del af parken. Blev endnu klogere på Villa Borghese.

Tempio di Esculapio ved søen i Villa Borghese

10 – Trevifontænen

Fontana di Trevi er svær at komme uden om. Roms største fontæne er et trækplaster uden lige. Det gør også, at der ofte er alt for mange mennesker på den lille plads. Typisk opholder jeg mig ikke længe her – får hurtigt et behov for at komme videre, men skal jeg forbi og hilse på fontænen på hvert besøg i den evige stad.

Jeg håber, at du har fundet inspiration i artiklen. Du er meget velkommen til at kommentere på artiklen. Hvordan ser din top10 egentlig ud ?

Følg med på bloggen – få mit nyhedsbrev >>

Endnu flere oplevelser – køb mine e-bøger og få inspiration til konkrete oplevelser i Rom >>

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.