Mattarella besøgte Danmark
(Billede herover: den indre gård i Palazzo Quirinale i Rom)
Præsidenten for den italienske republik Sergio Mattarella besøgte Danmark på et officielt besøg den 8. oktober 2019. Her kan du læse om besøget og se nogle optagelser fra dagen.
Første besøg i København var på Christiansborg, hvor præsidenten besøgte den nyvalgte danske statsminister Mette Frederiksen.
Senere på formiddagen så præsidenten nærmere på Cityringen, der er en ny del af Københavns Metro. Hans interesse i byggeriet var ikke tilfældig. Her fik en lang række italienske arbejdere nemlig mulighed for at trykke hånd med deres præsident, som du kan se i videoen herunder.
Den italienske virksomhed Salini Impregilo har været med i metrobyggeriet.
Herefter besøgte den italienske præsident Thorvaldsens museum, der ligger lige ved Christiansborg.
PRÆSIDENTENS BOLIG I ROM: LÆS OM PALAZZO QUIRINALE HER
Thorvaldsen fik sit gennembrud som kunstner i Rom, hvor han boede 40 år af sit liv.
Præsidenten fik sin frokost hos Dronning Margrethe, der tog imod på Amalienborg.
Om eftermiddagen deltog den italienske præsident i et arrangement hos Det Italienske Kulturinstitut (Istituto Di Cultura), der ligger i Hellerup, som kan ses i optagelsen herunder.
Sergio Mattarella har været præsident siden 2015, hvor han efterfulgte Giorgio Napolitano. Han er Italiens 12. præsident siden 1946.
Mattarella der stammer fra Sicilien, har en interessant historie bag sig. Den 6. januar 1980 dræbte mafia-gruppen Cosa Nostra hans storebror Piersanti, der var politisk aktiv på Sicilien.
Mattarella beskrives som meget seriøs, troværdig og en lidt kedelig type. Han er ikke meget kendt i medierne, og har ikke ført sig frem i klassiske Italienske TV-shows.
Mattarella blev født i Palermo på Sicilien den 23. juli 1941. Han er uddannet jurist og senere professor ved universitetet i Palermo. Medlem af parlamentet i mere end 25 år. Har haft poster som Forsvarsminister 1999-2001, vicepremierminister 1998-1999 og undervisningsminister 1989-1990.
Mattarella er valgt for en 7 års periode. Han sidder dermed på posten til 2022.