Firenze, stor guide til Toscanas hovedby
Vi besøgte Firenze under vores bil- og togferie i Toscana, august 2024. Turen startede og sluttede i Galileo Galileis Pisa. Læs mere om billeje, tog i Italien og vores roadtrip.
Bilturen bragte os til San Gimignano og mange kilometers kørsel rundt i det bølgende landskab i vindistriktet Chianti. Her besøgte vi Greve in Chianti og Radda in Chianti.
Inden vi afleverede bilen i lufthavnen, blev det også til besøg i borgbyen Monteriggioni, Andrea Bocellis Lajatico samt årets landsby 2024 i Italien, Peccioli.
Resten af turen foregik med tog. Her kom vi forbi Toscanas havneby, Livorno og Puccinis by, Lucca inden vi landede i Toscanas hovedstad, Firenze. Herunder kan du læse om vores oplevelser og anbefalinger til den skønne by.
KÆMPE GUIDE: Detaljeret om 2 ugers bil – og togferie i Toscana
Vores oplevelser i Firenze
Mercato Centrale
Et herligt levende marked med friske fødevarer og grønt. På første saI er der et streetfood med et stort udvalg af mad. I gaderne rundt om markedsbygningen er der et enormt marked af sælgende med læder i alverdens afskygninger. Mercato Centrale fejrer 10 års jubilæum i 2024. Læs mere om stedet under mine 3 spisetips til Firenze, nederst i denne artikel.
Basilica di San Lorenzo
San Lorenzo-komplekset består af kirken, museet, biblioteket og en række andre bygninger. Faktisk betragtes området som en by i byen.
Den oprindelige kirke stammer fra 393. I 11. århundrede blev kirken genopført i romansk stil. I det 15. århundrede kom der yderligere renoveringer under Brunelleschi efter ordre fra Medici-familien. Omkring 100 år senere hyrede Pave Leo X Michelangelo til at designe kirkens facade. Finansieringen blev dog ikke på plads og projektet blev aldrig færdig – derfor ser facaden ud som den gør den dag i dag.
Filippo Brunelleschi er manden bag kirkens indre. Inde i kirken ses Donatellos to bronzeprædikestole fra 1460.
Billet til basilica og bibliotek købte vi i det lille billetkontor til venstre for kirkens indgang.
Indgangen til Cappelle Medici er på Piazza Madonna Aldobrandini. Her er gravsteder for en stor del af Medici-familien. Prinsernes kapel fra 1604 af Matteo Nigetti og er et overdådigt ottekantet rum i marmor i mange farver.
Mediciernes bibliotek, Biblioteca Medicea-Laurenziana er bygget af Michelangelo – han er også manden bag trappen, som du ser på billedet herover. Trappen fører op til biblioteket. Biblioteket stammer fra omkring 1524.
Galleria dell’Accademia
Museets absolutte hovedattraktion, Michelangelos imponerende statue af David.
Kunstakademiet blev skabt i 1784 af storhertug Pietro Leopold. I 1873 skabte arkitekten Emilio de Fabris det område, hvor figuren af David står.
Det tog Michelangelo 3 år at lave den godt fire meter høje statue af David. I 1504 blev statuen placeret foran Palazzo Vecchio på Piazza della Signoria. Figuren symboliserer friheden for byens indbyggere og deres villighed til at forsvare den.
Bemærk slyngen i hans venstre hånd, hvori der er en sten. Den symboliserer den måde, han slog Goliath ihjel ifølge den bibelske fortælling.
Vi bookede først dagen inden vores besøg. I bookingprocessen valgte vi at møde kl. 16.30 – 16.45. Vi var hurtigt inde på museet. Entré. Læs mere på den officielle hjemmeside: Galleria dell’Accademia di Firenze.
Piazza del Duomo
Pladsens storhed er svært at beskrive med ord. Den skal opleves med egne øjne.
I 1296 blev det besluttet, at den antikke “Santa Reparata” ikke længere levede op til tidens krav. Arnolfo di Cambio, der også stod bag konstruktionen af Basilica Santa Croce, fik opgaven. Først i 1436, 140 år senere blev den nye kirke taget i brug. Kirkens navn, Santa Maria del Fiore, refererer til det latinske navn for Firenze, Florentia – blomsterbyen.
Giotto designede klokketårnet og arbejdede på projektet fra 1334 og frem til sin død i 1337. Andrea Pisano og Francesco Talenti gjorde arbejdet færdig. Det 89-meter høje tårn stod færdig i 1359. Se resultatet herunder.
Kirkens imponerende kuppel (cupola), kan du se på billedet herover. Den er konstrueret af Filippo Brunelleschi mellem 1420 – 1434. 45 meter i diameter og 114 meter i højden lyder de imponerende mål. Freskoerne på indersiden af kuplen er designet af Giorgio Vasari og Federico Zuccari.
Dåbskapellets østdør over mod Duomo, som du ser på billedet. herover kaldes “Paradisporten”. Kapellet er bygget fra 1059 – 1128.
Piazza della Repubblica
Pladsen ligger meget centralt i byens historiske centrum. Herfra udgår centrale veje i byens centrum.
Basilica Santa Croce
Santa Croce ligger forenden af Piazza Santa Croce. Basilicaen er den største franciskanerkirke i verden. Den er knyttet til franciskanerordenen, som Frans af Assisi stiftede. Du kan læse mere om mit besøg i Assisi og Chiesa San Francesco a Ripa i Trastevere-området i Rom.
Frans af Assisi døde i 1226 og allerede i 1228 ophøjede paven ham til helgen. Han var de fattiges apostel på jord. Den nuværende Pave Frans (2024) har taget sit pavenavn med reference til Frans af Assisi. Der er dokumentation for, at der på grunden lå en kirke i 1229. I 1295 begyndte Arnolfo di Cambio at konstruere Santa Croce. Den nuværende kirke blev indviet i 1443 med efterfølgende renoveringer i 1600-århundrede. Kirkens facade stammer fra 1865.
Kirken har utrolig mange gravpladser, over 300 – heri blandt tre meget store personligheder; Niccolò Machiavelli (1469-1527), Galileo Galilei (1564-1642) og Michelangelo Buonarroti (1475-1564).
Der er også et monument for Dante fra 1829 – han er dog begravet i Ravenna. Bardi-kapellet har fresker om Frans af Assisis liv.
Entre. Læs meget mere på kirkens egen hjemmeside, Santa Croce.
Piazza della Signoria
Her er vi i hjertet for byens politiske centrum gennem århundreder. Palazzo Vecchio er hjemsted for kommunen og borgmesterens kontor. De to statuer af Hercules og Caccus byder dig velkommen ved indgangen til paladset.
Paladset er bygget 1298 – 1314 – arkitekten var Arnolfo di Cambio. Tårnet er 94 meter høj. Fra 1540 til 1550 var bygningen bopæl for storhertug Cosmi I indtil medicierne flyttede til Palazzo Pitti på den anden side af Arno-floden.
Skulpturen af David fra 1504 herover, er en af Michelangelos mest berømte værker. Statuen er over 5 meter høj og vejer 19 tons. Den originale stod her på pladsen frem til 1873, hvorefter den blev flyttet til Kunstakademiet. Den nuværende statue her på pladsen er dermed en kopi af den originale.
Galleria degli Uffizi
Det er et enormt museum og en stor oplevelse at besøge Uffizi-gallerierne, nabo til Palazzo Vecchio, i det centrale Firenze ned mod Arno-floden. Efter Colosseum og Vatikanmuseerne i Rom, er Uffizi det mest besøgte med over 4 millioner besøgende hvert år.
Uffizi-bygningerne blev bestilt af Cosimo I de’ Medici og stod færdige i 1560. De blev tegnet af arkitekten Giorgio Vasari. Uffizi var oprindeligt designet til at huse kontorer (“Uffizi” betyder “kontorer”).
Det u-formede museum åbnede i 1769. Det rummer en af de mest imponerende samlinger af renæssancekunst. Her er værker af mestre som Leonardo da Vinci, Michelangelo, Botticelli og Rafael.
Billetterne købte vi i god tid hjemmefra, da vi rigtig gerne ville opleve dette museum. Vi bookede med mødetid kl. 08.30 – 08.45. Efter securitytjek gik turen op af trapperne til 2. sal, hvor rundturen starter. Til sidst ender du i stueplan ved den store boghandel. Vi brugte godt 2 timer i museet. Nogle vil helt sikkert bruge længere tid. Vi havde troet, at der havde været tættere af mennesker, men det var der ikke på det tidspunkt. Læs mere på den officielle hjemmeside: Galleria degli Uffizi.
Ponte Vecchio
Den gamle bro er et trademark for Firenze. Broen er det sted, hvor flodbredden i Arno-floden er smallest i byen. Den oprindelige træbro blev ødelagt igen og igen når floden løb over sine bredder. Derfor byggede man i 1345 en bro i sten – opført af Neri di Fioravante. Under medicierne i 1500-tallet åbnede butikker med guldsmede, som broen og byen er så kendt for verden over.
Vasari-korridoren
Da Medici-familien flyttede til Palazzo Pitti syd for Arno-floden bestilte man Giorgio Vasari til at bygge en korridor med forbindelse mellem de administrative bygninger i “Uffizi” og Palazzo Vecchio. Korridoren løber over guldsmedeforretningerne og forbinder de to steder. Projektet stod færdig i 1565. I 2024 er korridoren åbnet efter en større restaurering – det er muligt at gå på stræningen. Entré.
Mercato del Porcellino
Storhertug Cosimo I Medici byggede Mercato Nuovo i 1547 for at lave et sted for stof- og guldsmedemarkedet i Firenze. Under loggiaen sælges i dag læderprodukter, silke, tørklæder og meget andet lokalproducerede varer.
Markedet, der er et af de ældste i verden, har åben hver dag. Det har fået sit navn efter statuen af svinet, il Porcellino, der er noget af et tilløbsstykke. Også for H. C. Andersen der blev inspireret til at skrive om metalsvinet i Firenze. Der er sågar en hilsen til den danske digter og forfatter i form af en mindeplade. Den blev opsat i 2005 i anledning af forfatterens 200-års jubilæum.
Du kan læse mere om markedet og hele historien om H. C. Andersen og “Metalsvinet” på den officielle hjemmeside: Mercato del Porcellino Firenze.
Basilica di Santa Maria Novella
Kirken ligger på Piazza Santa Maria Novella, syd for byens banegård af samme navn. Dominikanerkirken blev påbegyndt i 1298. I 1470 færdiggjorde arkitekten Leon Battista Alberto den smukke facade. Inden for i kirken er der store værker af bl.a. Ghirlandaio, Brunelleschi og Giotto. Entré.
Stazione Santa Maria Novella
Banegården i Firenze er den fjerde travleste i Italien målt på passagerer og naturligt nok den største i Toscana. Den stammer fra 1935. Her ankom vi fra Pisa.
Herlig udsigt over byen
Piazzale Michelangelo er en stor plads i bakkerne syd for Arno-floden. Hvis du har set billeder over byen, er det meget sandsynligvis fra denne plads.
Vi tog bus nummer 12 neden for banegården Santa Maria Novella. Turen tager omkring 25 minutter og stopper på Piazzale Michelangelo, der er sidste stop. Busbilletter kan købes i Tabacchi eller betalingsautomater på nogle busstop.
I foråret 2024 er det blevet muligt, at betale med dit VISA-kort i bussen – du tjekker ind, når du hopper på bussen og tjekker ud igen, når du står af bussen. En billet koster 1,70 euro og gælder i 90 minutter (2024).
Her boede vi i Firenze – hotelanbefaling
Vi ankom med toget til Santa Maria Novella, byens hovedbanegård. Herfra er der blot 5 minutters gang til Hotel Machiavelli Palace, hvor vi boede fem nætter.
Fra hotellet tager det omkring ti minutter at gå til Piazza Duomo, så vi synes, at det var fint centralt til at gå rundt og opleve byens centrale bykerne. På 6. sal har hotellet en bar, hvorfra der er en skøn udsigt over byen. Et oplagt sted at slutte dagen af.
Vi bookede hotellet gennem Booking.com. Klik her og læs mere. Hvis du booker via mit link, modtager jeg en mindre provision, som jeg bruger til at optimere bloggen, så du får den bedste læseoplevelse.
3 tips til spisning i Firenze
Bracerie Malatesia stammer fra 1954. Restauranten der både er moderne i looket, men også gammel og en lille fornemmelse af, at du sidder i en køkken. Det snyder lidt ude fra hvor det ikke ser ud af så meget, ud over at du kan se kokkene ståg og vende kød på grillen lige inden for døren. Deres speciale er det toscanske køkken, ikke mindst bistecca Fiorentina, Deres kød varmes godt op over de klassiske grillkul. Restauranten ligger i Via Nazionale, ikke mange gader fra banegården Santa Maria Novella.
Grande Nuti Trattoria har eksisteret siden 1953. Deres speciale er det toscanske køkken. Ikke mindst deres pasta, som bliver produceret løbende efter behov. De har skabt et blikfang der vil noget – de står og producerer det i vinduet, så du kan følge med. Vi spiste der to gange. Via Borgo San Lorenzo mellem Duomo og San Lorenzo-kirken.
Streetfood på Mercato Centrale fejrer 10 år i 2024. Et klassisk streetfood koncept, hvor man kan sidde og spise sammen, selvom man får mad fra en af de forskellige spiseboder i Mercato Centrale. Her er et herligt liv. I underetagen sælger der frisk frisk, frugt og grønt blandt meget andet. Vi spiste i 3 forskellige spiseboder, mens vi besøgte Firenze. Piazza del Mercato Centrale.
Nyttig viden
Der ligger turistkontor på Via Cavour og over for Stazione Santa Maria Novella.
Billetter til Uffizi er en god idé at købe online et stykke tid inden besøget. I bookingprocessen vælger du både dag og tidsinterval.
Billetter til Kunstakademiet købte vi online dagen før til et besøg kl. 16.30 den efterfølgende dag.
Under den enkelte oplevelse i denne artikel har jeg indsat et link til den officielle hjemmeside. Hvis du ønsker inspiration til andre oplevelser i Firenze, vil jeg anbefale dig, at kigge på mulighederne hos GetYourGuide. De udbyder en lang række muligheder, herunder guidede ture. Læs mere ved at klikke på linket her. Hvis du køber via mit link, modtager jeg en mindre provision – jeg bruger pengene til at optimere bloggen, for dig som læser med her.
Overvejer du at besøge Firenze og eller en roadtrip i Toscana? Kontakt mig gerne hvis du har nogle spørgsmål. Det kan også handle om billeje eller om at køre i tog i Italien. Send en mail til info(@)forzaitalia.dk.