AC Monza – oprykker med kæmpe ambitioner
Associazione Calcio Monza er efter min mening den mest spændende oprykker i italiensk fodbold i mange år. Holdet bliver yderst interessant at følge i Serie A, sæson 2022-23, der begynder den 13. august 2022.
Spændingen med lige netop Monza skyldes ikke mindst en vis Hr. Silvio Berlusconi, der købte klubben i 2018.
I denne artikel sætter jeg luppen på AC Monza.
En klub der uden tvivl vil få ekstra fokus i løbet af sæsonen. En klub der med Berlusconis muskler ikke blot vil være tilfredse med at overleve i Serie A. Nej, her er langt større ambitioner, hvilket også tydeligt ses på klubbens transfervindue denne sommer, styrkelsen af organisationen og de ydre rammer, som jeg også kommer omkring i denne artikel.
Kæmpe optakter til Italiensk fodbold – Serie A og Serie B 2022 – 2033
Monzas historie – de vigtigste nedslag
AC Monza blev stiftet den 1. september 1912. Klubben er en fusion mellem Pro Monza og Pro Italia. Fra starten var klubtøjet hvidt og blåt. Siden 1928 har klubbet dog spillet i rødt og hvidt, med den røde farve som den klart dominerende farve på både trøje og bukser, når holdet spiller på hjemmebane. Modsat er tøjet hvidt, når holdet spiller på udebane.
Serie B for første gang
Den 3. juni 1951 rykkede klubben op i Serie B for første gang i klubbens historie. I 1962 fejrede klubben 50 års jubilæum med Claudio Sada, ejer af madproducenten Simmelthal som præsident. Efter 1965/66-sæsonen rykkede klubben ned i den tredje bedste række efter ophold i Serie B i 19 sæsoner i træk.
Tæt på Serie A
I sæsonen 1969-70 var holdet yderst tæt på oprykning til Serie A, men glippede da man tabte til Varese i sidste spillerunde. I 1972 blev Giovanni Cappelletti præsident for Monza. Han skulle vise sig at blive en af klubbens mest populære skikkelser nogen sinde. Spillet haltede dog og man rykkede ned i tredje bedste række.
Klubbens første titel
29. juni 1974 vandt klubben sin første titel, da man vandt Coppa Italia i tredje division ved at besejre Lecce. Året efter gentog man bedriften ved at slå Sorrento i finalen. I 1980 blev Valentino Giambelli ny præsident for Monza. Han startede dog ikke godt, da holdet atter rykkede ned i Serie C. I de følgende år var holdet elevatorhold mellem Serie B og C.
Stadio Brianteo
I 1988 spillede holdet sin første kamp på det nye stadion, Stadio Brianteo. Klubbens fans glemmer aldrig den første kamp, i pokalturneringen den 28. august, hvor man besejrede favoritterne fra Serie A, AS Roma. I 1991 vandt klubben sin fjerde Serie C pokaltitel ved at besejre Palermo i finalen.
To konkurser
Efter 19 år som præsident sagde Giambelli farvel i 2000 og overlod roret til Piero Fazzolari. Allerede et år senere kom der dog en ny præsident, Massimo Belcolle. Klubben var i en rigtig skidt periode, hvor man rykkede fra Serie B til Serie C2 og endte med at gå konkurs.
Den 3. juni 2004 købte den italienske entreprenør Gianbattista Begnini klubben på en auktion. Det nye foretagende fik navnet AC Monza Brianza. Det fik en positiv start for klubben, hvor man i den kommende sæson rykkede op i Serie C. Årene der fulgte var dog igen turbulente og man formåede aldrig at komme tilbage i Serie B.
2015 endte igen med en konkurs for anden gang i klubbens historie. Samme år blev klubben købt af Nicola Colombo. I 2017 vandt klubben Serie D og var dermed tilbage i professionel fodbold igen.
Fininvest og Berlusconi
Den 28. september 2018 blev klubben købt af Silvio Berlusconis holdingselskab Fininvest S.p.A. Med sig har Berlusconi taget sin mangeårige ven fra Milan-dagene, Adriano Galliani (født i Monza), som er blevet indsat som administrerende direktør. Man har kun ét mål – oprykning til Serie A, hvor klubben endnu ikke har været.
I 2019-20 vandt holdet suverænt Serie C1 og var tilbage i Serie B for første gang i 19 år.
2020-21 sluttede Monza på en tredjeplads i Serie B. I playoff-finalerne tabte man sammenlagt til Cittadella over to opgør. I den sæson spillede en vis Mario Ballotelli i klubben.
Så lykkedes det – Monza er i Serie A
Det var ikke legende let for Monza at sikre sig den historiske oprykning. Faktisk skulle holdet igen hele vejen til playoff-finalerne inden klubbens plan lykkedes. Lecce med Morten Hjulmand på holdet vandt Serie B med 71 point foran den anden direkte oprykker Cremonese, der endte med 69 point. Monza endte på fjerdepladsen med 67 point.
Holdene fra plads tre til otte skulle spille om den sidste oprykningsplads. I første semifinale vandt Monza 2-1 på udebane over Brescia – samme cifre vandt holdet hjemmekampen mod Brescia.
Dermed var man klar til finalekampene mod Pisa. Første kamp blev vundet 2-1 på hjemmebane. Christian Gytkjær scorede målet til 2-0. I returkampen var der drama for alle pengene. Pisa førte nemlig med 3-2 efter 90 minutter og kampen skulle derfor ud i forlænget spilletid. Gytkjær var igen en af Monzas målscorere. I den forlængede spilletid afgjorde gæsterne dog sagen ved at score to gange, så man vandt kampen 4-3 og samlet 6-4.
Oprykningen var sikret og datoen 29. maj 2022 historisk for klubben.
Autodromo Nazionale di Monza
Måske kender du Monza for noget helt andet – nemlig motorsport. Autodromo Nazionale di Monza er en del af Parco di Monza i byens nordlige del. Her er der kørt motorsport siden anlægget blevet taget i brug i 1922. Næste Formel 1, Det Italienske Grand Prix, afvikles midt i september 2022.
U-Power Stadion – Monzas hjemmebane
Klubbens hjemmebane ligger på Via Tognini i den vestlige del af byen. Stadion stammer fra 1985 og har en kapacitet på ca. 10.000 tilskuere. De mest trofaste fast holder til i Sydkurven. De seneste par sæsoner har stadion undergået en større opgradering for at leve op til forholdene, først i Serie B og nu i Serie A. Stadion hedder oprindeligt Stadio Brianteo. Dog har man som så mange andre steder solgt stadionnavnet til en sponsor, U-Power.
Byen Monza ligger i regionen Lombardiet, hvor Milano er hovedby. Her er godt 120.000 indbyggere.
Centro Sportivo Monzello
Klubbens første hovedkvarter var faktisk en bar med navnet “Pasticceria Roma” beliggende i centrum. I 1992 blev Centro Sportivo Monzello etableret. Som en del af klubbens sportslige ambitioner blev anlægget totalt moderniseret i 2019.
Har du købt trøjen for din italienske klub?
Unisport har et kæmpe udvalg af fodboldtrøjer fra de italienske klubber. Unisport er en dansk webshop, der har eksisteret siden 1995. Klik her og se, om Unisport har trøjen for netop din klub. Hvis du handler via mit link modtager jeg en mindre provision – dit køb bliver ikke dyrere.
Transfervinduet – tilgange hos Monza
Billedet er ret entydigt. Monza satser ikke på, at de spillere der sikrede oprykningen, kan indfri klubbens ambitioner. Der skal fyldes på, hvad tilgangene herunder også viser et godt billede på.
Tilbage i 2018 udtalte Berlusconi en drøm om et hold i Serie A med italienske spillere – transfervinduet indikerer, at den plan ser ud til at blive ført ud i livet.
Christian Gytkjær
Den danske bomber er fortsat i klubben til trods stærke rygter om salg. Gytkjær står noteret for 38 kampe og 9 mål for Monza. Som du kan læse herover havde Gytkjær ret stor andel i oprykningsfinalerne mod Pisa med to mål. Gytkjær kom til Monza på en fri transfer fra polske Lech Poznan i sommeren 2020 – hans kontrakt med Monza løber også for den kommende sæson.
Allenatore Giovanni Stroppa
Holdets træner er den tidligere AC Milan-spiller Giovanni Stroppa. Han blev ansat i klubben 1. juli 2021 og er dermed manden bag oprykningen. Stroppa er produkt af Milans ungdomsakademi og var faktisk udlånt til Monza to sæsoner sidst i 1980’erne. I den tid ansås Monza at være fødeklub for AC Milan.
Sommerens transfers hos Monza (opdateret 300722)
Alessandro Sorrentino
Målmanden Sorrentino har skrevet en kontrakt gældende for de næste 5 sæsoner. Den 20-årige italiener kommer fra Serie C-klubben Pescara.
Alessio Cragno
Cragno er klubbens anden nye målmand denne sommer. Han er hentet på en lejeaftale hos Cagliari for den kommende sæsonen. Cragno er en erfaren italiensk keeper, der har spillet 166 kampe i Serie A for Cagliari. Monza har sikret sig en købsoption for den 28-årige målmand, der står noteret for to kampe for Italien.
Andrea Carboni
Forsvarsspilleren er kommet til Monza efter kontraktudløb hos Cagliari, der rykkede ned i Serie B. 21-årige Carboni har spillet ungdomsfodbold hos Cagliari, inden han fik sin debut for klubben i 2020 under Walter Zenga. Her fik han sit gennembrud og har spillet 52 kampe i Serie A inden skiftet til Monza, hvor venstrebacken har fået en fem-års kontrakt.
Andrea Ranocchia
Rutinerede Ranocchia ligner ny styrmand i forsvaret. Den 34-årige italiener kommer til Monza efter kontraktudløb hos Inter. Han har fået en kontrakt for de næste 2 år. Han har erfaring fra mere end 200 kampe i Serie A og har også spillet 20 kampe på det italienske landshold.
Marlon
Forsvarsspilleren er kommet til fra Shakhtar Donetsk på en lejeaftale den kommende sæson. Den 26-årige brasilianer har erfaring fra Serie A hos Sassuolo, hvor han spillede inden skiftet til Shakhtar Donetsk.
Samuele Birindelli
Forsvarsspilleren er kommet til fra Pisa, hvor han spillede 192 kampe over 7 sæsoner. Kontrakten løber til den 30. juni 2026. Som du måske har læst tidligere i denne artikel, var det netop Pisa som Monza slog i oprykningsfinalen, men nu kommer Birindelli således til at spille i Serie A alligevel.
Filippo Rannochia
Midtbanespilleren er lejet i Juventus for den kommende sæson. Den italienske U21-landsholdsspiller har endnu sin debut i serie A til gode, men det kommer nok den kommende sæson hos Monza.
Matteo Pessina
Et kæmpe scoop for Monza. Midtbanespilleren Pessina kommer fra Atalanta på en lejeaftale for den kommende sæson. Ikke ofte at en oprykker henter en spiller af den kaliber. Der er dog en helt speciel relation bag denne transfer.
Pessina er født den 21. april 1997 i … Monza. Han startede karrieren i den rød/hvide trøje. 25-årige Pessina har spillet 102 kampe i Serie A, 11 i Champions League og står noteret for 14 landskampe for Italien. Han fik landsholdsdebut i 2020 under Mancini og under EM 2020 i 2021 scorede han 2 mål mod Wales og Østrig. Han havde dermed stor andel i den italienske EM-triumf.
Stefano Sensi
Sensi er kommet til Monza på en lejeaftale fra Inter. Han begyndte egentlig sin seniorkarriere hos Cesena i Serie B inden han tog et step op med skiftet til Sassuolo. Her spillede han tre sæsoner inden han skiftede til Inter. Her havde han dog svært ved at bide sig fast, hvorfor han i foråret 2022 var udlånt til Sampdoria. Sensi har spillet sammenlagt 111 kampe i Serie A. Som Pessina er han også midtbanespiller.
Sensi var udtaget til den italienske bruttotrup op til EM-slutrunden. En skade gjorde at han ikke kom med til slutrunden. I stedet kom hans nye holdkammerat Matteo Pessina. Sensi har spillet foreløbig 9 landskampe for Italien.
Monzas første fem kampe i Serie A
13. august | Monza – Torino |
21. august | Napoli – Monza |
26. august | Monza – Udinese |
30. august | Roma – Monza |
5. september | Monza – Atalanta |
Bud på slutplacering for Monza
Hvor ender sæsonen 2022-23 for ambitiøse Monza ? Det er det store spørgsmål før Monzas åbningskamp på hjemmebane mod Torino.
De rykker ikke ned. Så langt føler jeg mig meget sikker. Der er en lang række hold i de nedre regioner, som Monza sagtens kan bide skeer med. Klubben tilgange i sæsonen er også over hvad en oprykkerklub normalt henter, med spillere som Pessina og Sensi.
Monzas administrerende direktør Andriano Galliano taler om en målsætning, der hedder top 10 – det er måske nok lige i overkanten, men dejligt forfriskende med en klar melding fra den ambitiøse klub. Mit bud bliver at Monza ender et sted mellem 10. og 15. pladsen.
Følg Berlusconis klub – den officielle hjemmeside for Monza
Har du købt trøjen for din italienske klub?
Unisport har et kæmpe udvalg af fodboldtrøjer fra de italienske klubber. Unisport er en dansk webshop, der har eksisteret siden 1995. Klik her og se, om Unisport har trøjen for netop din klub. Hvis du handler via mit link modtager jeg en mindre provision – dit køb bliver ikke dyrere.
Har du læst mine optakter til Italiensk fodbold – 2022/23
Serie A – fokus på alle 20 hold i den bedste italienske række
Serie B – de vigtigste historier fra de 20 klubber inden sæsonstarten