| |

Præsidentvalg 2022 i Italien

Artiklen opdateres frem til efter valget…..

Farvel til Sergio Mattarella

Jurist og senere professor ved universitetet i Palermo på Sicilien. Mattarella blev valgt som præsident i 2015 og har dermed udstået sin regeringsperiode på de syv år, som præsidenten vælges for.

Inden valget til præsident havde Mattarella 25 år bag sig i parlamentet og har både været forsvarsminister, vicepremierminister og undervisningsminister.

PRÆSIDENTEN I DK – LÆS OM MATTARELLAS BESØG i 2019

Mattarella efterfulgte Giorgio Napolitano som den 12. italienske præsident siden 1946 hvor Italien blev republik.

Mattarellas motivation for at opstille op til posten var interessant. Den 6. januar 1980 dræbte mafia-gruppen Cosa Nostra hans storebror Piersanti, der var politisk aktiv på Sicilien.

Mattarella beskrives som meget seriøs, troværdig og en lidt kedelig type. Han er ikke meget kendt i medierne, og har ikke ført sig frem i klassiske Italienske TV-shows.

Præsidentens rolle

Præsidenten skal sikre at grundloven overholdes i Italien. Han er en slags overdommer, der skal gribe ind, hvis noget fx. strider mod forfatningen. Herudover står han i spidsen for regeringsdannelser og kan opløse parlamentet.

HER BOR PRÆSIDENTEN I ROM – KOM MED PÅ BESØG I QUIRINALE

Italienske præsidenter siden 1946

Enrico De Nicola (1948)
Luigi Einaudo (1948-55)
Giovanni Gronchi (1955-62)
Antonio Segni (1962-64)
Giuseppe Saragat (1964-71)
Giovanni Leone (1971-78)
Sandro Pertini (1978-85)
Francesco Cossiga (1985-1992)
Oscar Luigi Scalfaro (1992-99)
Carlo Azeglio Ciampi (1999-2006)
Giorgio Napolitano (2006-13) (2013-15)
Sergio Mattarella (2015-2022)
?
Gården inde i Quirinale-paladset

De største kandidater

Avisen La Repubblica bringer 12 personer i spil, som de største kandidater som præsident for den italienske republik.

Sergio Mattarella

Den siddende præsident kan risikere at blive valgt mod sin vilje. Mattarella har ellers meldt klart ud, at han ikke fortsætter på posten. Han fylder 81 år i juli. Samme melding kom i 2013 hvor Giorgio Napolitano endte med at blive siddende, da han var den eneste man kunne blive enige om. Mange bringer Mattarella i spil, da man mener, at man derved vil skabe ro rent politisk i forhold til hvis fx. Draghi vælges.

Valgmændene kan under afstemningen stemme på, hvem de vil og derfor bliver det interessant at følge hvor mange stemmer der tilfalder Mattarella.

Mario Draghi

Bliver der politisk kaos hvis nuværende premierminister Mario Draghi vælges som ny præsident? Det er det store spørgsmål. Draghi har ved lejligheder indirekte bragt sig selv i spil til posten.

Den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank overtog det politiske lederskab i Italien efter Giuseppe Conte i februar 2021. Draghi er pt. i spidsen for den 13. regering i støvlelandet siden 2000.

Draghi er født 3. september 1947 i Rom. Han er uddannet økonom og arbejdet som bankmand.

Giuliano Amato

Amato har været premierminister to gange – i 1992-93 og 2000-01. Fra 2006-08 var han minister i Romano Prodis regering. Han har også haft andre ministerposter under skiftende regeringer.

Han er uddannet jurist og senere undervist ved universiteterne i Modena, Perugia og Firenze. Senere igen arbejdede han som professor ved Roms Sapienz-universitet fra 1975-1997. Han sidder i dag som vicepræsident ved den Italienske forfatningsdomstol. Amato er 83 år og er født i Torino.

Silvio Berlusconi

Kan der virkelig blive comeback til Berlusconi? Vel uden tvivl den kandidat der er bedst kendt ud over Italiens grænser. Lederen af partiet Forza Italia (stiftet 1993) ser meget beskedent sig selv som den bedst egnede af alle kandidater.

Berlusconi er tidligere premierminister i skiftende regeringer over ca. 10 år. Han er en af Italiens rigeste mænd og ejer flere at de store TV-stationer i støvlelandet. Siden 2019 har han siddet i EU-parlamentet. Han er blevet 85 år.

Marta Maria Cartabia

Cartabia er jurist og sidder som justitsminister i Draghi-regeringen og ifølge La Repubblica er hun det bedste kvindelige bud på en præsident. Hun vil så i givet fald blive den første kvinde til at bestride posten. Hun er jurist og tidligere dommer ved Italiens forfatningsdomstol fra 2011-2020. Hun er 58 år og er født nær Milano.

Maria Elisabetta Casellati

Casellati er første kvinde der blev valgt til posten som præsident for det italienske senat. Denne post har hun bestridt siden 2018. Hun er uddannet jurist og har i mange år arbejdet som advokat. Hun er 75 år og født i Rovigo i Veneto-regionen.

Den siddende præsidents kontor

Pier Ferdinando Casini

Casini nævnes som en af favoritterne til posten som ny præsident. Han har siddet i parlamentet siden 1983. Det gør ham til den længst-siddende politiker i de to kamre i italiensk politik. Han har været formand for deputeretkammeret fra 2001 – 2006. Han er 66 år og stammer fra Bologna.

Dario Franceschini

Kulturminister i Conte-regeringen og fortsatte da Draghi overtog i starten af 2021. Han var også kulturminister fra 2014-18, hvilket samlet set gør ham til den længst-siddende kulturminister i den italienske republiks historie. Franceschini er 63 år og stammer fra Ferrara.

Paolo Gentiloni

Italiens premierminister fra 2016-18. Siden december 2019 har han været EU-kommisær. Han arbejdede som journalist inden han i 2001 blev valgt ind i parlamentet. Fra 2006-08 var han minister under Prodi-regeringen. Han er 67 år og født i Rom.

Letizia Moratti

Første kvindelige præsident for det statsejede radio/TV RAI (1994-96) og første kvindelige borgmester i Milano fra 2006-2011. Hun var undervisningsminister fra 2001-06. Hun var tidligere gift med oliemagneten Gianmarco Moratti, der er bror til Massimo Moratti, der er kendt for sit tidligere ejerskab af fodboldklubben Inter. Hun er 72 år og født i Milano.

Romano Prodi

Professoren Prodi har haft to perioder som premierminister, 1996-98 og 2006-08. Hans kaldenavn er “Il professore” professoren på grund af hans lange akademiske karriere. Fra 1999-2004 var han præsident for EU-kommisionen. Prodi er blevet 82 år og født nær Reggio Emilia.

Walter Veltroni

Sidste kandidat er tidligere borgmester i Rom fra 2001-08. Han er 66 år og født i Rom.

Balkon-salen med udkig til Piazza Quirinale med fontænen og hestene

Hemmelig afstemning i parlamentet

Præsidentvalget starter den 24. januar kl. 15. 950 personer af parlamentets to kamre samt 58 repræsentantenter fra Italiens 20 regioner vælger støvlelandets 13. præsident i historien. I alt 1008 personer.

Det er på forhånd usikkert, hvor mange afstemninger der skal til inden præsidenten er valgt. Rekorden stammer fra 1971, hvor der skulle hele 23 afstemninger til inden Giovanni Leone var valgt.

Den hemmelige afstemning foregår ved at de 1008 personer afgiver deres stemme i stemmebokse, der opstilles i deputeretkammerets sal i Palazzo Montecitorio i det centrale Rom. Stemmesedlen puttes herefter i en af stemmeurnerne. I og med at afstemningen er hemmelig er det umuligt at vide om partimedlemmerne reelt følger partiets linje, når de står inde i boksen.

Ved de tre første afstemninger kræves 2/3 dels fjertal. Fra fjerde afstemning kræves absolut flertal, dvs. minimum 50% af stemmerne. I 2015 blev afgående præsident Mattarella valgt i fjerde valgrunde med 65% af stemmerne.

To gange i historien er præsidenten valg efter første afstemning. Det var Francesco Cossiga i 1985 og Carlo Ciampi i 1999.

Artiklen opdateres før, under og efter valget den 24. januar…

Få mere viden om Rom – køb mine e-bøger herunder

Print Friendly, PDF & Email

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.