Bar della Pace i Rom – genåbnet efter 8 år
Efter hele 8 års lukning er den ikoniske café på Via della Pace genåbnet efter en omfattende renovering. Bar della Pace i Rom blev udødeliggjort af Woody Allens film “To Rome with love”.
Bar della Pace genåbnede midt i september 2024. Den gamle café, nu i helt nye klæder, stammer oprindeligt helt tilbage fra 1891.
Vi er få minutters gang vest for Pizza Navona – Roms ovale udestue. På hjørnet af Via della Pace og Via di Tor Milina.
I årenes løb har en lang række af kendisser besøgt den historiske café. Nogle af italiensk films helt store navne som Federico Fellini og Sofia Loren. Men også internationale stjerner har spadseret ind over caféens dørtrin, Madonna, Mel Gibson og Robert de Niro bl.a.

Fellinis Rom – læs min artikel her
“To Rome with Love” fra 2012 er en romantisk komedie, der er instrueret af Woody Allen, der også selv deltager med en rolle i filmen.
Filmen tager sit udspring i fire separate historier i den italienske hovedstad. Her er temaerne, kærlighed, ambitioner og berømmelse med en humoristisk og satirisk tone. Med Roms smukke kulisse leverer filmen både hjertevarme og tankevækkende underholdning.
Udover Allen medvirker Penélope Cruz, Alec Baldwin, Jesse Eisenberg, Roberto Benigni og Ellen Page. Hver karakter har unikke udfordringer, fra pludselig stjernestatus til komplicerede romantiske forhold.
Filmen, “Spis, bed, elsk” med Julia Roberts brugte også Bar della Pace som lokation.
Roms ældste café – læs om Café Greco her

Præsterne lukker fredens café
Det blev overskrifterne i de italienske medier omkring stridighederne for caféens fremtid.
Med præsterne menes Det pavelige teutoniske institut “Santa Maria dell’ Anima”, der som ejer af bygningen ønskede at lave stedet om til et femstjernet hotel. Instituttet er tysk og omfatter ud over kirken, Santa Maria dell’ Anima, et kloster og et kollegium for præster.
Striden stod mellem det tyske institut og Serafini-familien. De stod i spidsen for Bar della Pace i 55 år indtil den 16. juni 2016, som var sidste åbningsdag.
35.000 mennesker bakkede op og skrev under på en underskriftsindsamling om at holde dørene i caféen åbne. Sågar italiens daværende præsident, Giorgio Napolitano, blev trukket ind i sagen for at undgå en lukning.
Varslet om lukningen kom i 2014 og derefter fulgte 2 års stridigheder og demonstrationer. Ejernes og de ansattes protester var til ingen nytte. De lænkede sig foran baren for at undgå udsættelse af ejerne.
Efter en lang juridisk kamp blev restauranten lukket for at gøre plads til arbejde på et femstjernet hotel. Men i de følgende år skete der intet. Først i 2023 blev stedet overdraget til virksomheden “Caffè della Pace SrL”, som tog ansvar for stedet og og omdannede det til den udgave, der åbnede i 2024.
Den tyske kirkegård ved Peterskirken – læs om kirken i Vatikanet
Bar della Pace blev genåbnet i samme navn, men er langt mere end blot café – i dag er den i høj grad også restaurant med måltider til hele dagen.