Gratis entré til Italienske museer
Foto: Colosseum er blot en af de mange seværdigheder, du kan besøge gratis.
Hvis du besøger Rom eller en anden Italiensk by den 1. søndag i en måned, er det værd at læse med her. En lang række muséer, kunstsamlinger, arkæologiske udgravninger, parker og haver har nemlig gratis adgang denne dag.
FÅ FLERE TIPS HER: Inspiration til din ferie i Rom
Hele 443 Italienske attraktioner giver gratis adgang. I Rom er der bl.a. gratis adgang til Colosseum, Foro Romanum, Palatinerhøjen og Galleria Borghese. Klik på listen herunder og find den Italienske region, du skal besøge. Rom ligger i Lazio-regionen.
Da det ikke er alle steder, der er med i denne ordning, anbefales du at kontakte seværdigheden eller tjekke stedets hjemmeside, inden du kommer dertil.
“Domenica Al Museo” har været et tilbud siden 2014.
Når der er gratis entré, medfører det (meget logisk) mange ekstra gæster. Det vil sige, at du i mange tilfælde skal belave dig på længere ventetid. Det kan derfor være en god idé at medbringe en snack, vand eller måske litteratur om den seværdighed, du skal besøge. Et alternativ kan være at møde frem i rigtig god tid, inden seværdigheden åbner.
Bemærk at det ikke er samtlige Italienske seværdigheder, der er med på listen – faktisk kun de statsejede. Fx. er Vatikanmuseerne ikke med på listen. De har så til gengæld gratis entré den sidste søndag i måneden.
“La notte dei musei” er et andet koncept, der afholdes et par gange om året. Her holder Italienske museer gratis åbent om aftenen. Så det er værd at tjekke mulighederne, når du skal på ferie i Italien.
Hvis du har konkrete spørgsmål omkring køb af billet til seværdighed, er du velkommen til at sende en mail til info(@)forzaitalia.dk eller bruge kontaktformularen på forsiden af bloggen.