Vatikan museerne i Rom får ny hjemmeside
(FOTO: Portalen ved indgangen til Vatikan museerne i Rom)
I dette blogindlæg kigger jeg nærmere på Vatikan museernes nye hjemmeside. Den har fået en tiltrængt overhaling og fremstår nu professionelt og indbydende til at se og opleve det hele med egne øjne.
Hvert år besøger mere end 6 millioner mennesker de 7 km. lange sale og korridorer i de Vatikanske museer i Rom. Museerne er et af de absolutte højdepunkter på en tur til Rom. Selvom du måske ikke er “museumstypen” vil du få en storslået oplevelse, det vil jeg næsten garantere. Jeg er nemlig heller ikke den klassiske museumstype, der bare må besøge alle musseer.
Hjemmesiden blev lanceret af museernes nyligt tiltrådte direktør Barbara Jatta. Hun blev udpeget af selveste pave Frans og er forøvrigt den første kvinde i en ledende stilling i Vatikanet.
Den nye side er blevet meget mere brugervenlig end tidligere. Og mere åben og indbydende over for omverdenen. Og vigtigst, mere end 13000 siders indhold om de populære museer i Vatikanet. Siden indeholder mere end 4000 billeder af de Vatikanske skatte samt mere end 50 videoer med virtuelle ture, så du kan få et virkeligt godt indtryk af stedet. Og så er siden på 5 sprog, dog ikke dansk. Udover italiensk, er den på engelsk, spansk, tysk og fransk. Du vælger i øverste højre hjørne på hjemmesiden.
VATIKANET: Læs om Peterskirken og Peterspladsen her
Planen er, at hjemmesiden løbende skal udvikle sig og det forventes, at der over det næste års tid vil være billeder af samtlige 20000 værker i de Vatikanske museer. Hele projektet med hjemmesiden har taget 3 år.
For overskuelighedens skyld er hjemmesiden inddelt i 5 kategorier.
De 5 kategorier på hjemmesiden
Pope’s Museums
Herunder kan du læse om stedets mission, historien, dets organisationen samt en hilsen fra direktør Jatta.
Collections
Her finder du information om muséernes mange samlinger og rum, fx. Det Sixtinske kapel og Raphaels kapel. Udover billeder og videoer kan du ved nogle af beskrivelserne komme på en virtuel tur til det valgte sted.
Villas and Gardens
Her kan du læse om pavens sommerresidens i Castel Gandolfo. Der er også information om Vatikan haverne. Begge steder er der mulighed for besøg, hvilken du kan læse meget mere om under dette punkt.
Visit the museums
Her får du hjælp til at planlægge din tur i Vatikan musseerne – alt det praktiske, priser mv.
Events and news
Aktuelle nyheder og events.
SE DET HELE HER: Den officielle hjemmeside for Musei Vaticani
Sammen med lanceringen af den nye hjemmeside blev det også afsløret, at Vatikan museerne får sin officielle You-tube kanal. Klik på den 3 minutter lange intro herunder og få endnu mere lyst til et besøg i museerne.
God tur 🙂