| | | | |

På vej mod katastrofen – udstilling om Pompeji og Herkulanum

Moesgaard Museum i det sydlige Aarhus har i øjeblikket en særudstilling. Den bærer titlen “På vej mod katastrofen – Pompeji og Herkulanum”. Udstillingen er forlænget til den 13. september 2020 på grund af coronavirus.

Sidst jeg besøgte museet var i 2016, da man havde udstillingen “Gladiator – Colosseums helte”. Relateret til min store interesse for Italien benyttede jeg derfor sommerferien til at besøge den aktuelle udstilling – også fordi jeg tidligere har besøgt Pompeji uden for Napoli i det sydlige Italien.

Det daglige liv i Pompeji og Herkulanum

Udstillingen i Aarhus fortæller om det daglige liv i byerne ved Napolibugten frem mod katastrofen indtraf i år 79. Vulkanen Vesuvio gik i udbrud og ramte Pompeji og Herkulanum.

Der er skælven i figurens ansigt

I Pompeji boede omkring 20.000 mennesker mens Herkulanum var noget mindre med sine 5000 indbyggere. Begge byer var blomstrende og aktive efter at romerne havde sikret sig herredømmet over Middelhavet. Begge byer var også yndede feriemål for den romerske elite.

Pompeji havde flere hundrede erhvervsdrivende. Herunder oplandets landmænd og vinbønder der kom ind til byen for at sælge deres produkter. På byens plads – forum – er der hele dagen fyldt med mennesker.

Den offentlige vandforsyning sørgede for rent drikkevand til borgerne. Det er dog langt fra alle, der har privat vandforsyning på det tidspunkt. Forsyningen sørgede også for vand til byens hele 40 fontæner samt til badene – termerne hvor folk mødes efter arbejdsdagen.

Vilde med brød – 40 bagerier

Borgerne i Pompeji og Herkulanum var vilde med brød. Det siges, at der var op mod 40 bagerier i Pompeji, hvilket du får et godt billede af på udstillingen. Brøduddeling blev sågar brugt politisk til at kapre stemmer. Også spisesteder og barer var der mange af, da de fleste borgere spiste ude. De færreste havde eget køkken.

Brøduddeling i Pompeji

Pompeji er en teaterby, der får sit amfiteater med gladiatorkampe mange år inden Colosseum bygges i Rom i år 80 efter Kristus.. Resterne af det kan ses i byen i dag – det er faktisk verdens ældste bevarede af sin slags – bygget i år 70 før Kristus.

I år 62 rammes byerne ved Napolibugten af et kraftigt jordskælv. 17 år efter i 79, da Vesuvio gik i udbrud er genopbygningsarbejdet slet ikke færdigt i Pompeji og Herkulanum. De to byer blev i 79 begravet under metertykke askelag i løbet af 30 timer. Omkring 2000 mennesker døde i Pompeji.

Udgravningerne af de to byer startede først i 1738 i Herkulanum og 1748 i Pompeji. Det var store udfordringer. I Pompeji skulle der flere steder fjernes op til 6 meter aske og pimpsten mens man i Herkulanum skulle grave sig ned gennem 15 til 26 meter størknet lava.

En bronzekande er blevet stjålet. Du får 65 sestercier hvis du levere den tilbage – hvis du også finder tyven får du 85.

Fem italienske museer og kulturinstitutioner i Syditalien har stillet materiale til rådighed for udstillingen således at den giver et så realistisk billede som muligt.

Alt i alt en glimrende udstilling der giver et godt indblik i livet inden og konsekvenserne af vulkanudbruddet. Den giver også tid til eftertanke om konsekvenserne, hvis det samme skulle ske i dag med flere millioner mennesker i Napoli-området.

Moesgaard Museum
Moesgård Allé 15
8270 Højbjerg

Følg med på bloggen – få mit nyhedsbrev

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.