Tirami su
“Træk mig op” eller “kvik mig op”, ja kært barn har mange navne. Men det er faktisk kagens navn, oversat til dansk.
Tiramisu er en italiensk kage, dessert. En klassiker. Du har sikkert smagt den som dessert, som en del af en lækker middag på en italiensk restaurant. Den perfekte afslutning, hvis du spørger mig.
Denne opskrift rækker til 4 portioner. Læs hele opskriften igennem inden du starter
Det skal du bruge
2 dl. espresso
2 spsk. amaretto
4 æggeblommer
80 gram sukker
½ vaniljestang
500 gram mascarpone
150 gram ladyfingers/savoiardi-kiks
kakaopulver
Sådan gør du
- Bryg espresso og bland den med amaretto. Køles af.
- Pisk æggeblommer og sukker til en fast masse. Tilsæt vaniljen i cremen. Rør mascarpone i lidt efter lidt.
- Kom halvdelen af ladyfingers i bunden af en form og dryp ca. 1 dl. espresso over dem. Bred halvdelen af mascarponen ud over og glat den ud. Læg de resterende ladyfingers på og dryp dem med den resterende espresso og bred den sidste creme over.
- Læg plastfolie over formen og lad kagen trække nogle timer ellers helst til dagen efter i køleskab. Lige inden servering drysses kagen med et tykt lag kakaopulver.
- BUON APPETITO 🙂
Hvis du søger på nettet, finder du hurtigt rigtig mange forslag til hvordan den også kan laves.
Herover motiv af tiramisu, som jeg fik serveret på en romersk restaurant.
Der er stor uenighed om hvor i Italien, tiramisu egentlig stammer fra. En af legenderne fortæller at hertugen af Firenze var på besøg i Siena i Toscana i slutningen af 1600-tallet. Den lokale konditor ville lave en lækker dessert i den anledning og det blev tiramisu.
En anden legende placerer den fremme i 1950’erne fra en restaurant i Treviso, der lå i nærheden af et bordel. Derfra skulle dessertens navn stamme samt dens påståede virkning som elskovsmiddel.
Lyst til flere lækkerier?
Hvis du som jeg er fan af lækkerier fra støvlelandet, vil jeg gerne slå et slag for Det Italienske Køkken, som jeg har indgået en aftale med. De har nemlig et stort udvalg af italienske lækkerier som fx. olier, vin og pasta. Klik herunder og læs mere. Hvis du klikker på banneret og køber på hjemmesiden, får jeg en mindre provision. Den bruger jeg til at udvikle bloggen.