12 omkommet på Ischia efter jordskred
12 personer omkom efter jordskreddet på den italienske ø Ischia den 26. november 2022. Det er konklusionen, efter at den sidste savnede er blevet fundet død efter 11 dages eftersøgning.
Jordskreddet skete i havnebyen Casamicciola Terme på nordsiden af øen ved daggry den 26. november. Det forårsagede kollaps af mindst 10 bygninger. Forud var gået en nat med voldsom regn. Den opslugte huse og fejede biler ned til havet i en strøm af mudder, sten og affald.
Den italienske regering erklærede hurtigt undtagelsestilstand på øen, der ligger i Napoli- bugten vest for den Syditalienske hovedby Napoli i regionen Campania.
Forudsigelig katastrofe
Katastrofen har endnu en gang genoplivet debatten om ulovlige byggerier i områder med høj geologisk og seismisk risiko.
Miljøorganisationen WWF Italia har udtalt, at det var en forudsigelig tragedie. Organisationen giver skylden til uansvarlig forvaltning af øen. Ulovlige byggerier kombineret med klimaforandringer er blevet en bombe, der blot ventede på at detonere. Skovrydning har endvidere reduceret jordens evne til at optage store mængder vand.
Omkring 49 procent af Ischias territorium er klassificeret som med en høj eller meget høj risiko for jordskred… med mere end 13.000 mennesker, der bor i disse områder”, sagde miljøminister Gilberto Pichetto.
Ischia, der er en ø af vulkansk oprindelse, havde senest et stort jordskælv den 21. august 2017.
Ikke kun et problem på Ischia
Bygninger opført uden tilladelse er et udbredt problem i hele Italien.
Ministeren for civilbeskyttelse, Nello Musumeci, erkendte i denne uge, at “det triste og udbredte problem med ulovligt byggeri” er et emne, der “ikke længere kan undgås”.
Ifølge den seneste rapport fra det italienske institut for miljøbeskyttelse og forskning (ISPRA) er 93,9 procent af de italienske kommuner i risiko for jordskred eller oversvømmelser.
Stillet over for uautoriseret byggeri har successive italienske regeringer ofte reageret med amnesti, selvom den bureaukratiske proces ofte er så lang og kompliceret, at det kan tage år at træffe en beslutning.
“Når der sker et jordskred i det nordlige Italien, taler vi om klimaændringer, når det er i syd, taler vi om ulovligt byggeri,” udtalte Sergio Piro, der driver tre hoteller på Ischia, heriblandt et i Casamicciola Terme.
“Det er rigtigt, at der er ulovligt byggeri, men i dette tilfælde var det en del af bjerget, der gik af, fordi der ikke havde været noget forebyggende arbejde, især af dræningskanaler,” sagde den 47-årige til AFP.
Følg med på bloggen – få mit nyhedsbrev >>
Casamicciola Terme ligger på den nordlige side af Ischia i Napoli-bugten. Øen ligger ca. 35 kilometer vest for Napoli mens den ligger 30 kilometer nordvest for en anden ø Capri. Mellem Ischia og fastlandet ligger den noget mindre ø Procida.
Ischia er kendt for sine mange termer og er et populært kursted. Der bor godt 62.000 mennesker på øen, der har et areal på 46,2 kvadratkilometer. Øens højeste punkt er bjerget Monte Epomeo.