Her på siden kan du læse om vores oplevelser i Pisa, som vi besøgte på vores rundtur i Toscana i sommeren 2013.

I august 2024 var vi igen på roadtrip i Toscana og kom atter en tur til Pisa. Læs tip om hotel og restaurant nederst i artiklen.

Det Skæve Tårn i Pisa
Piazza del Duomo

Beliggenhed

Pisa ligger i det vestlige Toscana, ikke langt fra det Liguriske Hav. Ca. 25 km. nord-vest for Pisa ligger feriebyen Viareggio. Godt en halv time med tog nord-øst ligger hyggelige Lucca.

Syd for Pisa ligger den vigtigste havneby i Toscana, Livorno. Hertil er der også ca. 25 km. Det tager omkring fem kvarter med tog mod øst for at komme til Toscanas hovedby, Firenze.

Kendetegn

Mirakelpladsen med Det skæve tårn. Uden tvivl. På pladsen finder du også byens domkirke, Dåbskapellet samt Campo Santo. Pisa er også fødeby for den kendte fysiker og filosof, Galileo Galilei. Byens lufthavn har navn efter ham.

Facts om byen

Universitetsbyen har ca. 90.000 tusinde indbyggere. Pisa er provinshovedstad i denne del af regionen Toscana.

Oplevelser i byen

Le Mura di Pisa. Oplev skønheden oppefra. I dag er det muligt, at gå på nogle af byens gamle bymure. Faktisk er hele strækningen godt tre kilometer lang. Vi gik den på omkring en time og femten minutter, incl. tid til at tage billeder. Der er 4 spots på turen, hvor du kan gå op eller ned.

Pisa gåtur på bymuren
Gåtur på bymuren i Pisa

Jeg vil anbefale, at du starter ved første spot på Mirakelpladsen, ved Torre Santa Maria på pladsens nordvestlige hjørne. Herfra er der mulighed for at tage virkelig skønne billeder. Hele ruten ender ved Torre di Legno, tæt ved Arno-floden. Læs mere om Le Mura di Pisa – La bellezza dall’alto.

Den særprægede kirke, Santa Maria della Spina, ligger helt ud til Arno-floden. Den er rigt udsmykket og er meget charmerende at se på. Kirken er fra 1230.

Santa Maria della Spina

Piazza dei Cavalieri er bestemt også et besøg værd. Efter Piazza dei Miracoli er den en af de smukkeste pladser i Pisa. Især Palazzo dei Cavalieri er fantastisk flot dekoreret. Bygningen er en del af byens universitet.

Palazzo dei Cavalieri
Palazzo dei Cavalieri

Nord for broen Ponte di Mezzo ligger Borgo Stretto, hvor butikker og restauranter/caféer ligger under arkaderne. Snyd heller ikke dig selv for et besøg inde på pladsen, Piazza delle Vettovaglie.

Syd for Ponte di Mezzo kan du følge Corso Italia til banegården. Her ligger specialbutikkerne på række, hvis du er til shopping centralt i Pisa.

Borgo Stretto arkaderne i Pisa
Arkaderne i Borgo Stretto

Mirakelpladsen med Det Skæve Tårn

Piazza dei Miracoli er byens helt store turistmagnet. På de gode dage om sommeren kan det være svært at komme hverken frem eller tilbage på pladsen. Alle skal naturligvis have det klassiske billede, hvor den der bliver taget billede af forsøger at holde/støtte tårnet i at tippe.

Pladsen er imponerende stor. Med de grønne græsplæner er det nærmest, som du er i en stor park. Faktisk er pladsens egentlige navn Piazza del Duomo.

Det næsten 56 meter høje skæve tårn ved siden af domkirken blev påbegyndt ca. 100 år efter domkirken i 1173. Helt præcis blev den første sten lagt den 9. august. Tårnet begyndte allerede at hælde under opbygningen på grund af en piloteringsfejl.

Det betød en pause på ca. 100 år, inden arbejdet blev genoptaget i 1275. Her byggede man modsat retningen af hældningen. Tårnet var endeligt færdig omkring 1350.

I dag er hældningen ca. 4,5 meter. Tårnet er samlet set blevet rettet op med 42 cm. Tårnets vægt er opgjort til ca. 14.200 tons, en diameter på godt 15 meter og en omkreds på næsten 49 meter.

Det Skæve Tårn og Duomo, set fra den gamle bymur
Det Skæve Tårn og Duomo, set fra den gamle bymur

Domkirken, Santa Maria Assunta (Duomo) blev bygget i perioden fra 1064 til 1121. Kirken har en meget fin og markant facade. Især indgangen med de 3 bronzeporte er meget flot.

Dåbskapellet med den imponerende kuppel blev påbegyndt i 1152 og stod færdigbygget i 1284.

Kirkegården “Camposante Monumentale” blev opført fra 1278.

Hele pladsen er på UNESCOs Verdensarvsliste. Læs min artikel med alle italienske UNESCO-steder på listen.

Praktisk info

Der er turistkontor på Mirakelpladsen syd for Duomo. Billetkontor til seværdighederne kan købes i billetkontoret i den gule bygning nord for Duomo. Her er også toiletter. Information om køb af billetter online finder du på den officielle hjemmeside.

Det er gratis at besøge Duomo, men du stadig skal have en billet (free pass), for at komme ind i domkirken. Der er entre til Duomo, Det Skæve Tårn, Dåbskapellet og Campo Santo.

Hvis du kommer til Pisa i bil er der parkeringshus under Piazza Vittorio Emanuele. Pladsen ligger centralt og meget tæt på banegården.

Guidede ture og skip-the-line billetter

GetYourGuide tilbyder en række oplevelser i Pisa, herunder billetter til nogle af attraktionerne på Mirakelpladsen med Det Skæve Tårn. Klik på linket og se, om der er noget, der kan friste. Hvis du køber en oplevelse via mit link modtager jeg en mindre provision. Dit billet bliver ikke dyrere.

Bonus1: Tip til restaurant i Pisa

Ristorante Enoteca Il Toscano, Piazza Arcivescovado 12. Det er så let at lade sig lokke af de mange restauranter på turistvejene Via Roma og Via Santa Maria, der fører frem til Det Skæve Tårn. For nogle kan de steder være mere end hektiske. Il Toscana ligger 2 minutter derfra i et meget roligt område. Lille restaurant hvor du både kan sidde ude og inde. Det klassiske italienske køkken på menukortet. Vi spiste her 3 aftener under vores ophold i Pisa 2024.

Duomo Grand Hotel Pisa
Imponerende udsigt fra Hotel Duomo

Bonus2: Tip til hotel i Pisa

Hotel Duomo ligger 2 minutter fra Mirakelpladsen med Det Skæve Tårn. Beliggenheden er også i fin gåafstand til byens historiske kerne ved Borgo Stretto og arkaderne. Værelserne er pæne, morgenbuffetten er med stort udvalg. Hotellet har en helt unik tagterrasse på femte sal med restaurant og bar – herfra er en mageløs udsigt til Mirakelpladsen. Vi havde 5 overnatninger her i august 2024. Du kan læse mere og booke hotellet på Booking.com. Hvis du booker via mit link, modtager jeg en mindre provision. Den bruger jeg til at forbedre oplevelsen for dig, som læser på min blog.

Har du spørgsmål om Pisa? Måske jeg kan hjælpe. Kontakt mig ved at sende en mail: info(@)forzaitalia.dk.

Endnu mere Toscana og Italien? – få mit nyhedsbrev >>

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.