Ostia Antica
Har du besøgt Ostia Antica på din tur til Rom ? Se den skønne video af den gamle havneby nederst i dette blogindlæg og overvej, om et besøg her skal med i overvejelserne til næste tur.
Den antikke havneby Ostia Antica ligger sydvest for Rom. Oprindeligt lå den lige der hvor Tiberen løber ud i Middelhavet. I dag ligger udgravningsområdet 4-5 kilometer inde i landet, øst for Tiberen.
Ostia Antica er et hyggeligt udflugtsmål ud fra storbyen. Her er frisk luft, mange grønne områder og forhåbentlig masser af sol, som du dog skal passe på, da du er under åben himmel her.

Som nævnt lå Ostia Antica ved Tiberens udmunding. Hvis du følger floden ind i landet, ender du inde midt i Rom.
OSTIA ANTICA: Få endnu mere viden på denne side
Oprindeligt blev byen bygget som fæstningsværk for at beskytte Rom. Senere blev byen dog centrum for fragt af varer til og fra Rom. Varerne blev her flyttet fra de store skibe over på mindre skibe, der kunne sejle ind af Tiberen.
Nogle kalder Ostia Antica for en miniudgave af Pompeji. Sandt er det ihvertfald, at hvis du synes om Pompeji, vil et besøg her også være af høj værdi.
Sådan kommer du til Ostia
Tag til metrostationen PIRAMIDE – den blå linie B i retningen mod Laurentina. Herfra tager du toget fra stationen Porta San Paolo, der ligger i umiddelbar tilknytning til metroen. Du tager toget, der kører i retning mod Roma Lido – turen til Ostia tager ca. 25 minutter. Toget kører flere gange i timen. Fra stationen i Ostia er der kun få minutters gang til indgangen ved Ostia Antica. Hvis du har Metro Pass, kan du bruge det på denne tur. Du kan overveje, om turen skal kombineres med en tur helt ud til stranden, Roms lido.