Piazza Cavour ligger i Roms Prati-område, lige bag Justitspalæet på Piazza dei Tribunali ud til Ponte Umberto. Pladsen der er tilegnet Camillo Cavour, ligger dermed ikke langt fra en af Roms større attraktioner Castel Sant’ Angelo.

Statue af Camillo Cavour midt på Piazza Cavour
Statue af Camillo Cavour midt på Piazza Cavour

Piazza Cavour er en stor kvadratisk plads, kendt for sine mange palmer, høje som lave. Med ryggen til det enorme justistspalæ ser du statuen af Camillo Cavour, der har prydet pladsen siden 1895.

Politikeren Cavour var egentlig fra regionen Piemonte men er mest blevet kendt for sin andel i Italiens samling (Risorgimento), hvor han også i en kort periode var den første statsminister i det Italienske kongerige.

Herfra får man et godt indtryk af de mange palmer på pladsen
Herfra får man et godt indtryk af de mange palmer på pladsen

Piazza Cavour genåbnede i januar 2012 efter flere års restaurering, hvor der bl.a. er blevet lavet et underjordisk parkeringshus med plads til mere end 700 biler. Som sædvanligt tog arbejdet længere tid på grund af arkæologiske fund – noget der altid sker, når der sættes en spade i jorden i den Italienske hovedstad.

Teatro Adriano og Chiesa Evangelica Valdese

På pladsen modsat Justitspalæet ligger Teatro Adriano. Oprindeligt et teater der åbnede den 1. juni 1898 – i dag biograf med 10 sale og plads til mere end 2200 biografgæster. Selvom teatret er blevet til biograf inden for, har facaden stadig den flotte oprindelige form.

På pladsens nordøstlige hjørne ligger en kirke med 2 tårne. Kirken med den hvide facade bærer navnet Chiesa Evangelica Valdese og blev bygget mellem 1911 og 1913. Her ligger også et fakultet. Valdeserne er en kristen trosretning, der kan sammenlignes med Franciskanerordenen, hvor der er vægt på nøjsomhed og ydmyghed. Valdeserne findes typisk i Italien og Sydamerika.

Justitspalæets bagside på Piazza Cavour
Justitspalæets bagside på Piazza Cavour

Det enorme Justitspalæ er sæde for Højesteret. Byggeriet blev påbegyndt i 1889 efter proklamationen af Rom som hovedstad i det nye kongerige i 1870. Bygningen blev indviet den 19. januar 1911 – 22 år efter opstarten. Arkitekten bag var Guglielmo Calderini.

VILD MED PLADSER I ROM ? Se mine guides til andre pladser her

Endnu flere oplevelser i Rom? – købe mine e-bøger >>

Følg med på bloggen – få mit nyhedsbrev >>

Print Friendly, PDF & Email