Rom lukker for vandet i vandnæserne

 

Du kender dem, hvis du har besøgt Rom. De berømte “nasoni” – næserne, der står rundt i byen og leverer rindende, klart, frisk vand til din drikkedunk. Mandag den 3. juli begyndte ACEA at lukke for vandet i de berømte vandnæser.

Vand og Rom hører uløseligt sammen. Det er et symbol for byen. Og en daglig garanti for rent vand til turister og de lokale. Nu skal der spares på vandet fra de dryppende vandnæser.

Det er der 2 årsager til.

For det første er det et forsøg på at spare på vandet, fordi der rent faktisk i områder omkring Rom er mangel på vand og en frygt for total tørke. For det andet er vandstanden faldet i Lago di Bracciano, pt. 1,4 meter under normalen.

Søen der ligger nord-vest for den Italienske hovedstad bringer 1800 liter vand ind til Rom i sekundet – det tal ønsker man at nedbringe til omkring 1300 liter. Bracciano-søen er den næststørste sø i Lazio-regionen – kun Lago di Bolsena er større.

Søen der fylder et areal på mere end 56 kvadratkilometer, er oprindeligt skabt på baggrund af vulkansk aktivitet. Da vandet i sidste ende ender som drikkevand, gøres der meget for at holde vandkvaliteten høj. Fx. er det forbudt at sejle med motoriserede sejlbåde, der kan forurene søen.

Tal fra ACEA, der administrerer vandforsyningen forklarer, at det nuværende forbrug svarer til, at hver indbygger i Rom bruger 165,2 liter vand hver dag!!

På den anden side har Røde Kors og andre frivillige organisationer kritiseret, at vandnæserne bliver lukket netop nu, hvor der er så varmt. Desuden går det også ud over de hjemløse. Vandnæserne har desuden en rensende funktion over for kloakkerne.

Arbejdet startede som nævnt mandag, hvor de første 30 nasoni blev lukket. Der vil foreløbig blive lukket for 30 næser hver dag, hele juli måned. Der vil løbende blive ført kontrol for at måle effekten. Rom har mere end 2000 nasoni, godt fordelt over hele byen.

Det er ikke sikkert at du vil opleve ændringerne på din ferie i Rom. Det er meldt ud at 85 vandnæser er fritaget for lukning.

Er du stødt på lukkede vandnæser på din tur rundt i Rom ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *