Paven annoncerer ekstraordinært jubelår

Pave Frans bekendtgjorde den 11. april et ekstraordinært Jubelår i den katolske kirke. Det er kun 3. gang det sker. Barmhjertighed bliver temaet for året, der starter den 8. december 2015 og slutter den 20. november 2016.

Vatikanstaten er en stat i Rom og samtidig verdens mindste af sin slags. Her ligger Peterskirken, som er et must på din Rom-tur. Derfor skriver jeg om hvad, der foregår inden for murene.

Sidst vi havde et ekstraordinært Jubelår var i 1983 under Pave Johannes Paul II. Det blev kaldt Frelsens år. Første gang var i 1933. Jubelåret med start i december måned bliver det 30. i rækken siden starten i 1430.

Paven har udtalt, at begrundelsen for dette Jubelår er, at han ønsker, at kirken i det kommende år skal leve i lyset af Jesu ord, som det fremgår i Lukasevangeliet kap. 6,36: “Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”. Han siger videre, at det hellige år skal være en nådens tid for kirken og hjælp til at styrke de troendes vidnesbyrd og gøre dem virkningsfulde.

Jubelåret er fejret hvert 25. år siden 1475. Det var under Pave Paul II det blev ændret til hver 25 år. Tidligere er Jubelåret fejret hvert 33. år, 50. år og faktisk også hvert 100. år.

PAVENS BEKENDTGØRELSE: Ekstra Jubelår i år

Et almindeligt Jubelår indledes ved, at Paven åbner Den Hellige dør, Porta Santa i Peterskirken lige før julemessen samme sted. Den 25. december åbner han også Den Hellige dør i San Giovanni Laterano, Roms domkirke, for hvilken kirke han er biskop. Når Porta Santa ikke er åben, er den muret til indtil næste Jubelår.

Seneste Jubelår var i 2000 under den populære Pave Johannes Paul II. Året startede med åbningen af Porta Santa i Peterskirken juleaften den 24. december 1999. Året sluttede den 5. januar 2001. Den Helllige Dør blev lukket dagen efter, den 6. januar ved Hellig Tre Kongersmessen.

Et jubelår er anledningen til at lægge hverdagens stridigheder bag sig og koncentrere sig om det væsentlige, nemlig Gud.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *