Napoli

 

Inden besøget i Napoli havde jeg 2 forestillinger om byen. Pizza og Maradona. Begge dele blev bekræftet, men byen rummer flere interessante ting at se. Vi besøgte byen i september 2014 i forbindelse med et ophold i Sorrento. Herfra tog vi toget de 45 minutter til sydItaliens hovedby. Se galleri med 20 billeder fra Napoli nederst i denne guide.

Et typisk syn i gaderne omkring Piazza Dante
Et typisk syn i gaderne omkring Piazza Dante

Kendetegn
Napoli ligger ved foden af vulkanen Vesuv, som er den eneste aktive vulkan på det europæiske fastland. Helt ud til Napoli-golfen. Her ligger også Pompei, som blev begravet efter et udbrud fra Vesuv i år 79.

PÅ TOPPEN AF VESUV: Læs vores guide her

Facts om byen
Napoli er den største by i SydItalien med sine 1 million indbyggere og den 3. største i Italien. Byen er samtidig hovedstad i regionen Campania. Byens historiske centrum har siden 1995 været på UNESCOs liste over bevaringsværdige steder. Frem til Italiens samling var Napoli selvstændig kongedømme.

LÆS OGSÅ: De mange seværdigheder i Campania

Dét skal opleves
Teatro San Carlo i Napoli er Europas ældste af sin slags og stadig aktiv. Det stammer helt tilbage fra 1737. I dag er plads til mere end 2000 tilskuere. Teatret ligger på Via San Carlo nr. 98 tæt ved Piazza Trieste e Trento i området Toledo – Castel Nuovo, som er et af de 6 områder, som Napoli er opdelt i. Området er byens hjerte og centrale område, kommercielt og administrativt.

Her ligger også Caffè Gambrinus som er en stor oplevelse og værd at opleve. Stedet har serveret kaffe siden 1860 og det oser af traditioner. Jeg vil sammenligne stedet med Caffè Greco i Rom.

Italiens tidligere præsident Napolitano har også drukket her og ladet opvasken stå :-)
Italiens tidligere præsident Napolitano har også drukket her og ladet opvasken stå 🙂

Piazza del Plebiscito er også et must under dit besøg – ligger tæt ved Gambrinus. Pladsen hed tidligere Largo di Palazzo.  Her finder du Basilica di San Francesco di Paola. Kirken er bygget efter inspiration fra Pantheon i Rom – kuplen er 53 meter høj og 34 meter bred. Når du står med fronten mod kirken, giver det også associationer til den måde, Peterspladsen i Rom er bygget på. Modsat kirken ligger kongeslottet Palazzo Reale.

Videre til Galleria Umberto I, som blev bygget efter koleraepedemien i 1885. Bygningen er imponerende, arkader med glastag og højt til loftet. Her er butikker og muligheder for en kaffepause.

Galleria Umberto I - fantastisk bygning
Galleria Umberto I – fantastisk bygning

Castel Nuovo er en meget markant bygning i Napoli. Man begyndte at konstruere slottet i 1279. Slottet har 5 flotte cylinderformede tårne.

I området Spaccanapoli ligger kirken Chiesa Gesú Nuovo på pladsen af samme navn. Kirken der blev bygget af jesuitterne i perioden 1584 til 1601, er en af de vigtigste kirker i Napoli. Den blev beskadiget af bombninger under 2. verdenskrig.

I området Decumano Maggiore ligger Santa Maria Assunta, katedralen eller Duomo som er byens hovedkirke. Opbygningen af den imponerende katedral startede i 1300-tallet. I denne bydel finder du også Piazza Dante, som også er et oplagt besøg værd. Indtil 1700-tallet lå denne plads uden for bymurene og fungerede som markedsplads. Fra pladsen og i retning ad Via Port’Alba finder du masser af biblioteker og steder, hvor du kan købe nye og brugte bøger. Det giver på en måde god mening i og med, at der på pladsen er en statue af den gamle Italienske forfatter Dante, som er en af grundlæggerne af det moderne Italienske sprog og litteratur.

Frokosten stod naturligvis på pizza, som vi spiste hos Pizzeria dal Presidente i den gamle, historiske gade Via dei Tribunali 120. Et af de absolut bedste pizzeriaer i byen.

Vi tog en rundtur i byen med turistbus. Det er en god og behagelig måde at få et godt overblik over de vigtigste steder i byen. Vi kørte med CitySightseeing Napoli.

Få mere information om byen her
Officielle hjemmeside: Teatro San Carlo
Kaffeoplevelse i Napoli: Caffè Gambrinus
Kommunens hjemmeside: Comune di Napoli
Side for turister: Napoli Turismo – Inaples

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *