Italien glipper VM 2018 – Ancelotti og Di Biagio klar i kulissen

 

Den 13. november 2017 er en sort dag for italiensk fodbold. Verdensmestrene fra 1934, 1938, 1982 og 2006 skal ikke med til det kommende VM i Rusland i 2018. Det stod klart efter dobbeltopgøret mod Sverige, hvor Gli Azurri tabte 0-1 på udebane og efterfølgende måtte nøjes med 0-0 på San Siro i Milano. Sidst Italien ikke var med ved VM var i 1958, der blev afholdt i .. Sverige.

Straks efter opgøret stod det klart, at flere af de bærende kræfter har spillet deres sidste landskamp for støvlelandet. Samlet set er det 4 spillere med samlet 461 landskampe, der stopper hos Azurri. Derudover var der også tid til selvransagelse i det italienske fodboldforbund FIGC, hvor både landstræner og præsident er blevet gået.

Buffon

Legenden og verdensmesteren fra 2006 Gianluca Buffon stopper karrieren på landsholdet efter 7320 dage og 175 landskampe for Azurri. Med den glippede kvalifikation, glipper den sympatiske målmand, der fylder 40 år i januar 2018, sit 6. VM med Italien.

De Rossi

Også Roma-anføreren Daniele de Rossi meldte sin afgang fra landsholdet efter 117 kampe og 21 mål. “Det er smerteligt, at jeg har taget landsholdstrøjen på for sidste gang, siger verdensmesteren fra 2006.

Barzagli

Den tredje verdensmester fra 2006, Juventus-backen Barzagli trækker sig også fra landsholdet. Han har spillet 73 landskampe siden debutten i 2004. Han scorede ingen mål på landsholdet.

Chiellini

Juventus-forsvareren med 96 landskampe og 8 mål er også fortid på landsholdet. Han fik debut for landsholdet i 2004. Under EM U21 i 2006 og 2007 var han kaptajn for Italien. Fra 2008 slog han for alvor hans navn fast med indkaldelsen til EM som erstatning for en skadet Fabio Cannavaro.

Præsident Tavecchio

15.11.17 kl. 18.20 meddelte præsidenten for det italienske fodboldforbund Carlo Tavecchio, at Gian Piero Ventura var fyret som commissario tecnico for det italienske landshold. Ventura, der blev landstræner den 7. juni 2016 efter Antonio Conte, har en lang karriere bag sig som træner i en lang række italienske klubber.

20.11.17 trak Tavecchio sig så fra posten efter at have været i spidsen siden 2014.

Ancelotti og Di Biagio i venteposition

I de italienske medier er der én kæmpe favorit til jobbet. Gazzetta dello Sport har foretaget en online undersøgelse, hvor læserne har kunnet vælge mellem Antonio Conte (Chelsea), Roberto Mancini (Zenit Skt. Petersborg), Allegri (Juventus) og Carlo Ancelotti. Næsten 85000 har stemt og hele 68% peger på Carlo Ancelotti, der senest har fungeret som cheftræner for Bayern München.

Spørgsmålet er bare om Carletto selv er klar. Selvom han er på lønningslisten hos Bayern München frem til sommer må han være en stor kandidat i forbundet. Så hvis han vil, bliver han ny landstræner for Italien.

Allegri menes ikke at være en reel kandidat. Conte ventes at stoppe i Chelsea senest til sommer og en retur til landsholdet er en mulighed, omvendt nok ikke så realisk.

En anden kandidat er Luigi Di Biagio. Gigi har siden 2013 været i spidsen for Italiens U21-mandskab og kender derfor fremtidens spillere hos Azurri. Det der taler ned er hans manglende erfaring. Hans nuværende job er hans første reelle job og så er han oppe mod større navne, som netop Ancelotti. Derfor kan der være tale om et stort sats ved at vælge Gigi Di Biagio til jobbet.

Af andre kandidater nævnes Claudio Ranieri, der selv vil tage positivt på en henvendelse. Den nuværende Nantes-træner har stor erfaring internationalt. Hans største bedrift er vel mesterkskabet med Leicester i 2016. En anden erfaren herre kunne være Fabio Capello, som har prøvet at vinde næsten alt, men måske mangler landsholdet på hans CV. Han er træner i den kinesiske klub Jiangsu Suning.

Længere ude i periferien nævnes de tidligere spillere Gennaro Gattuso, Francesco Totti og Fabio Cannavaro. De er dog mere sjove påfund hos bookmakerne uden hold i virkeligheden.

Der er mange navne i spil. Der er dog ingen tvivl om at det bliver en italiener. Alt andet vil være en kæmpe overraskelse. Skal jeg komme med et bud her, kunne det være en Jürgen Klinsmann der taler italiensk og har en karriere i Italien hos Inter og Sampdoria.

 

GENNEMGANG: Italiens VM-historie

Fremtiden

De italienske medier er naturligvis begyndt at kigge frem. Næste mål er kvalifikationen til EM-slutrunden i 2020. Milans Dunnarumma ventes at overtage tjansen i det italienske mål efter Buffon. Dunnarumma ses også som en kommende anfører for Gli Azurri.

Bonucci ligner ny styrmand i forsvaret med klubkammeraten Romagnoli. Hertil nævnes Rugani og Astori som kandidater.

På midtbanen er der gode kandidater. Jorginho (Napoli) som spillede hjemmekampen mod Sverige ventes at få en større rolle i fremtiden. Herudover er der stadig store forventninger til en Verratti (PSG). Hertil spillere som Darmian (Manchester United), Candreva (Inter), Pellegrini (Roma), Florenzi (Roma), Barella (Cagliari), Gagliardini (Inter), Bonaventura (Milan), Cataldi (Benevento), Conti (Milan), Spinazzola (Atalanta), Cristante (Benfica) og Benassi (Fiorentina).

I angrebet er der også gode kandidater at bygge videre på. Først også fremmest Immobile fra Lazio. Hertil Belotti fra Torino og Insigne fra Napoli. Alternativerne er også til at få øje på. El Shaarawy (Roma), Bernardeschi (Juventus), Chiesa (Fiorentina), Berardi (Sassuolo), Petagna (Atalanta), Gabbiadini (Southampton), Cutrone (Milan), Zaza (Valencia), Inglese (Chievo), Verdi (Bologna), Di Francesco (Bologna) og Politano (Sassuolo).

Det bliver spændende at se hvem der er i spidsen og hvilke spillere, der skal repræsentere Italien i den første landskamp i det nye år, venskabskampen på Wembley mod England den 27. marts 2018.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *