Is med ricotta og jordbær vinder is-festival

(MOTIV herover: Italiensk is fra isbar i Rom)

Det danske sommervejr er endnu ikke kommet op i gear, hvor man har lyst til at fylde munden med is. Dog tyder det heldigvis på bedre tider forude :-).

I disse måneder er den Italienske Gelato-festival på turné rundt i støvlelandet og i byer uden for landets grænser. Rom har netop afholdt is-festival i sidste weekend. Begivenheden fandt sted i Auditorium Parco della Musica, et multi kulturhus der bruges til forskellige arrangementer udover musikalske og kulturelle. Festivalen startede i Firenze i april og slutter samme sted til oktober. Festivalen der startede i 2010 har sit udspring i Toscana-hovedbyen.

På festivalen er der mulighed for at se de dygtige isproducenter i aktion. Der er konkurrencer om den bedste is og så er der naturligvis også mulighed for at komme i is-skole.

DEN OFFICIELLE HJEMMESIDE: Italiensk is-festival 2015

I hver by bliver kåret en vinder af den bedste is. Vinderen går videre til is-finalen i Firenze i begyndelsen af oktober, der runder festivalen af. Vinderen i Rom blev Stefania Alibrandi fra Gelateria Cremeria Alpi i Via dei Basaldella i Acilia, der ligger i den syd-vestlige del af Rom ikke langt fra Ostia Antica. Ricottaost og friske jordbær var ingredienserne i den vindende is. Smagen var straks fra starten meget populær på festivalen og det var ikke en kæmpe overraskelse at Stefania løb med prisen.

Festivalen er en glimrende promotion-tour for Italiensk is, der er et vigtigt element i den Italienske økonomi sammen med fx. pizza og spaghetti.

I løbet af juli måned kan du her på bloggen læse endnu mere om is i Rom. Jeg sidder i øjeblikket og opdaterer siden om isbarer i Rom. Glæd dig til at læse mine forslag til en del isbarer rundt i Rom.

Hvilken smag foretrækker du i din is ?

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *