De 5 vildeste fodboldbyer i Italien

Italien er et land af fodboldgale og italienernes passion for fodboldspillet er beundringsværdigt. Men hvilke byer i Italien er de vildeste og største fodboldbyer? Sammen med VisitFootball.dk giver vi dig her svaret.

1. ROM

Klubber: Roma og Lazio
Derby: ‘Derby della Capitale’
Samlet antal ‘Scudetti’*: 5

(Video fra finalen i Coppa Italia 2013 mellem Lazio og Roma)

Den evige stad Rom er og bliver Italiens fodboldhovedstad. Man kan argumentere for, at de norditalienske klubber historisk set har været mere succesfulde, men når det kommer til passion og fodboldklubbernes lokale betydning, måler ingen by sig med Rom. De to romerske storklubber Roma og Lazio deler det gigantiske Stadio Olimpico i det nordlige Rom tæt ved Tiberens bred. Et stadion som har plads til 72.000 tilskuere. De seneste år har de to klubber formået delvist at bryde ud af skyggen fra klubberne i nord. Senest med Romas deltagelse i efterårets Champions League gruppespil.

Intet overgår dog det romerske lokalderby, ‘Derby della Capitale’. Et opgør der er kendt i hele verden, som et af de største og mest intense lokalopgør overhovedet. Historisk set har Rom-klubberne, som nævnt, aldrig haft tradition for at spille med om det italienske mesterskab “Scudetto’. Kun fem mesterskaber er det samlet set blevet til for Rom. Også derfor er lokalderbyet en af de vigtigste kampe på sæsonen for Romas og Lazios fans.

2. MILANO

Klubber: Inter og Milan
Derby: ‘Derby della Madonnina’
Samlet antal ‘Scudetti’: 36

Fodboldbyen Milano med Inter og Milan

Modebyen Milano er hjemby for to af Italiens mest succesfulde klubber nogensinde. Nemlig Milan og Inter. De to klubber som hhv. spiller i sort/rød stribet og sort/blå stribet deler Italiens største fodboldstadion med plads til 80.000 tilskuere. Det mægtige stadion hedder hhv. San Siro hvis man er Milan-fan og Giuseppe Meazza hvis man er Inter-fan. Tilsammen har de to klubber vundet mesterskabet ikke færre end 36 gange og Champions League hele 10 gange (Milan 7 og Inter 3 gange).

Lokalderbyet mellem de to klubber kaldes ‘Derby della Madonnina’ med henvisning til den fire meter høje forgyldte statue af Jomfru Maria på toppen af Milanos Duomo. I folkemunde kaldes derbyet også for ‘kusine-derbyet’ – det siges, at de fleste Inter- og Milan-fans er i familie på kryds og tværs. Generelt hersker der en mere afslappet stemning omkring derbyet i Milano, sammenlignet med Rom-derbyet. Inter- og Milan-fans omgås hinanden fredeligt og politiet er sjældent i aktion.

3. NAPOLI

Klub: Napoli
Samlet antal ‘Scudetti’: 2

Fodbold i Napoli

Napoli er nummer tre på listen, selvom byen kun har en rigtig topklub. Til gengæld er tilhængerne af SSC Napoli kendt for at være blandt de mest fanatiske og loyale i Italien. Havnebyen fra Syditalien slås med et hav af sociale og samfundsmæssige problemer. Fattigdom, arbejdsløshed, organiseret kriminalitet og korruption er en del af dagligdagen for mange napolitanere. Nærmest kliche-agtigt er tribunerne på stadionet San Paolo blevet et åndehul og en pause fra dagligdagens problemer for de mange Napoli-fans.

En af de mest bemærkelsesværdige historier om Napoli og deres fans er fra 2011, hvor Napoli spillede mod Manchester City i Champions League. Napoli vandt kampen 2-1 på et mål af Edinson Cavani i det 49. minut. Det mest opsigtsvækkende ved kampen var, at jubelscenerne fra netop det afgørende mål var så voldsomme, at de blev målt til 2,9 på richterskalaen af universitet i Napoli tre kilometer væk.

4. TORINO

Klubber: Juventus og Torino
Derby: ‘Derby della Mole’
Samlet antal ‘Scudetti’: 37

Fodboldbyen Torino med Juventus og Torino

Torino ligger for foden af Alperne og er hovedstad i den berømte Piemonte region, især kendt for sine vine. Torino er dog også hjemsted for Italiens, uden sammenligning, mest succesfulde klub nogensinde. Nemlig Juventus FC. Ikke færre end 30 ‘Scudetto’ er det blevet til og pt. er klubben, med kælenavnet ‘den gamle dame’, godt på vej mod det 31. mesterskab i 2015. Efter en kriseperiode med korruption og tvangsnedrykning til Serie B i 2006, er klubben nu for alvor på vej tilbage til toppen af europæisk fodbold og er i skrivende stund i Champions League semifinalen mod Real Madrid.

Byens anden storklub er Torino FC, som de seneste mange år har stået i skyggen af Juventus. Torino FC havde sin storhedstid i 1940’erne og i alt syv italienske mesterskaber, er det blevet til. Det seneste tilbage i 1976. I Italien er der tradition for at de store byers klubber deler samme stadion, men her er Torino pt. en undtagelse. Juventus spiller på deres eget nybyggede Juventus Stadium med plads til 41.000 tilskuere, mens Torino FC spiller på Stadio Olimpico med plads til 28.000 tilskuere. Tidligere delte de to klubber det gamle Stadio delle Alpi, som nu er revet ned og erstattet af Juventus Stadium. Derbyet i Torino kaldes ‘Derby della Mole’, opkaldt efter byens museum ‘Mole Antonelliana’.

5. GENOVA

Klubber: Sampdoria og Genoa
Derby: ‘Derby della Lanterna’
Samlet antal ‘Scudetti’: 10

Fodboldbyen Genova med Sampdoria og Genoa

Byen Genova, på den Italienske riviera, er hovedstad i Ligurien-regionen og måske en af de mest undervurderede fodboldbyer i Italien. Havnebyen er hjemsted for to af Italiens mest farverige fodboldklubber, nemlig Genoa og Sampdoria. Genoa blev grundlagt i 1893 af englændere og bærer derfor også det engelske navn for byen. Officielt har klubben det atypiske navn ‘Genoa Cricket & Athletic Club’ og det engelske flag ‘St George’s Cross’ i sit logo. Historisk er Genoa den mest succesfulde af byens to klubber med ni ‘Scudetto’ mod et enkelt til Sampdoria i succes-sæsonen 1991.

Sampdoria og Genoa deler stadion på det gamle Stadio Luigi Ferraris fra 1911, med plads til 36.000 tilskuere. Lokalderbyet mellem de to klubber ‘Derby della Lanterna’ står ofte i skyggen af de øvrige store derbyer i Italien, mens kendere af italiensk fodbold og feinsmeckere roser derbyet for sin stemning, intensitet og nerve. Det har været småt med succes på banen i form af titler for begge klubber de seneste mange år, hvilket har gjort sæsonens to derbyer til årets vigtigste kampe for både klubberne og deres fans.

Læs om fodboldrejser til Italien på VisitFootball.dk.

* Italienske mesterskaber.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *