3 gode råd til at leve “italiensk” i Italien

 

Har du en drøm om at flytte til Italien ? Her får du 3 gode råd, som kan hjælpe dig med at falde hurtigere til i det smukke land. Denne artikel er et gæsteblog-indlæg, skrevet af Claus Bermann, der er flyttet til Rom. 

 

I august 2016 flyttede jeg til Rom, da det havde været en drøm for mig længe at bo i Italien og særligt Rom tiltrak mig enormt. Efter at have boet i landet i nu 10 måneder, har jeg et par gode råd til dig, som overvejer at flytte hertil. Danskerne elsker den italienske kultur, maden og varmen, men mange ting er også meget anderledes end i Danmark.

Det er altid nemt at holde ferie i Italien, spise god mad og drikke gode vine, men der er også en hverdag i Italien. I min optik er hverdagen meget bedre end i Danmark, men det kræver måske lidt tilvænning for nogen. Mine gode råd gælder dem, som gerne vil forsøge at blive integreret lokalt i Italien og dem som vil prøve at leve “italiensk”.

  1. Lær sproget – så godt du kan

For mig står én ting helt klart. Nøglen til at blive integreret og falde til i Italien, er at lære sproget. Det gør simpelthen dit liv meget nemmere, så snart du kan kommunikere på italiensk. Også bare en smule. Du behøver ikke være flydende, hvilket jeg bestemt ikke er endnu. Men italienerne elsker, at du forsøger og så snart du kan småsludre lidt om vind og vejr med dine naboer og baristaen, føler du dig allerede langt mere som en del af lokalsamfundet.

Jeg har selv taget timer i italiensk, både i København før jeg flyttede, og senere i Rom. Derudover også online, hvor man kan tage privatundervisning fra omkring 15€ i timen på adskillige online tjenester, som fx. www.verbling.com.

  1. Indret dit liv og din hverdag italiensk

Ønsker du at blive bedst muligt en del af det italienske samfund og føle dig hjemme, er det en stor fordel, hvis du også prøver at indrette din hverdag som en italiener. Italien er et land med mange traditioner og uskrevne regler. Jo hurtigere du lærer disse og begynder at holde flest muligt, jo hurtigere vil du føle dig hjemme og jo mere vil italienerne tage dig til sig.

I hverdagen gælder især tre ting som er vigtige for italienerne; høflighed, påklædning og mad. I Italien tiltaler man altid fremmede formelt med “de” og det er meget vigtigt altid at være høflig. Hvis du tager timer i italiensk sprogundervisning, vil du lære dette meget hurtigt, da det er en helt naturlig del af sproget.

Det næste er påklædning i det offentlige rum. Italienerne går utroligt meget op i påklædning, både moden og det at se præsentabel ud. Så vil du undgå at ligne en turist, bør du som mand droppe short og sandaler om sommeren (medmindre du skal på stranden). Jakkesættet og pæne sko, er absolut hverdagsbeklædning. De italienske kvinder klæder sig utroligt flot og feminint, hvilket nok er det bedste jeg kan sige for kvindernes vedkommende.

Sidst men ikke mindst, så er der maden. Måske det største samtaleemne i Italien (efter fodbold), og en utrolig vigtig del af hverdagen. En italiensk hverdag ser nogenlunde sådan ud i forhold til måltider:

Kl. 8.30-10.00: Morgenmad på den lokale bar (kaffe og en croissant)

Kl. 13.00-15.00: Minimum én times frokostpause (ofte på en lokal restaurant)

Kl. 17.00-19.00: Efter arbejde og før aftensmaden, mødes man uformelt til ‘aperitivo’ (består ofte af en drink og lidt snacks) – Mest brugt i storbyer og især i Milano.

Kl. 20.00-23.00: Aftensmad (mange restauranter åbner først kl. 20 til aftensmad)

Ovenstående er selvfølgelig ca. tider og det er langt fra hver dag eller alle som tager tid til en ‘aperitivo’ før aftensmaden. Derudover er der indlagt en lang række kaffepauser i løbet af dagen, enten hjemme eller på den lokale bar.

  1. Slap af!

Hvis du ikke selv beslutter at slappe af, så bliver du langsomt tvunget til det, hvis du vil fungere i Italien. Alting foregår i et andet tempo end i Danmark (måske på nær trafikken hvor der kan være godt fart på). Det betyder, at hvis du skal på posthuset eller købe en togbillet, så tager det ikke 5 minutter som i Danmark, men måske 20 minutter fordi alle har bedre tid og ikke stresser så meget.

Når du først beslutter dig til at tage tingene i italiensk tempo, begynder du faktisk at nyde det. Selve konceptet og tanken om at “have god tid”, kan sommetider ligge lidt fjernt fra den danske virkelighed, men det er faktisk befriende, når man først giver efter og ikke længere hidser sig op over at kassedamen i supermarkedet lige skal småsludre med alle kunderne.

Husk også forsikringen!

Sidst men ikke mindst bør du tænkte på, hvordan du er forsikret, når du opholder dig i Italien. Uanset efter hvor længe du skal være der, er det en god idé at have styr på dine forsikringer. Læs mere om rejseforsikringer til Italien her.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *